I dag var sidste frist for at underskrive aftalen med Europa-Kommissionen, der vil sikre 128 mio. kr. fra EU til klimahandling i Danmark. Og som leder af partnerskabet for klimaprojektet Life Act (Action for Climate Transition), har Region Midtjylland sikret, at aftalen med EU er faldet på plads. Midlerne er med andre ord øremærket dansk klimahandling.
Nu er spørgsmålet blot: Hvem skal drive det otteårige projekt?
Alle fem regioner er nemlig med i klimaprojektet, men må som konsekvens af sundhedsreformen, trække sig ud. Det skyldes, at denne fratager regionerne muligheden for at arbejde med klimatilpasning- og forebyggelse.
Og det ærgrer regionsrådsformand i Region Midtjylland Anders Kühnau (S), der havde glædet sig til at sætte fart på implementeringen af de politisk godkendte kommunale klimaplaner sammen med kommunerne og en lang række andre partnere.
- For EU er det et vigtigt arbejde, som andre lande kan lære af. Så nu krydser vi fingre for, at en af de andre ikke-regionale partnere i projektet vil overtage vores opgave som projektejer og selvfølgelig de øvrige regioners opgaver. Danmark har brug for den klimahandling, som projektet sikrer, siger han.
Bedt, dansk partnerskab
Life Act-projektet er ikke et hvilket som helst projekt. Tværtimod er det første gang, at så bredt et dansk partnerskab er gået sammen om at sikre EU-midler til klimahandling. Partnerskabet tæller i alt 55 kommuner, fem statslige myndigheder, alle regionale EU-kontorer, flere vandforsyninger m.fl.
Og nu da EU-midlerne er sikret, arbejdes der på højtryk for at finde partnere, der kan overtage Region Midtjyllands projektejerskab og de øvrige regioners opgaver.
- Hvis ikke det lykkes inden for tre måneder, risikerer vi at miste EU-bevillingen. Det vil være ærgerligt for de danske klimaambitioner. Alene det at komme gennem nåleøjet til EU LIFE-midler er en kæmpe præstation i sig selv, så det skal helst ikke falde til jorden, siger Kim Kofod, der er udviklingsdirektør i Region Midtjylland og formand for styregruppen i Life Act.
Life Act
- Life Act (Action for Climate Transition) skal efter planen arbejde med både forebyggelse af og tilpasning til klimaforandringer samt synergier mellem de to områder.
- Formålet med Life Act er at accelerere den landsdækkende implementering af de kommunale klimahandlingsplaner i omstillingen mod et klimaneutralt og klimarobust samfund. 70 pct. klimaneutralitet i 2030 - og 100 pct. i år 2050 samt opfyldelse af målsætningen om klimarobusthed.
- Der er indtil videre 40 støttende aktører til projektet, der hver især bidrager på forskellig måde. De støttende aktører omfatter 28 kommuner (samlet set er langt over halvdelen af Danmarks kommuner engageret i projektet), og dertil kommer en række statslige styrelser som Energistyrelsen, Kystdirektoratet, Miljøstyrelsen, Naturstyrelsen, Vejdirektoratet og DMI. Også Greather Copenhagen EU Office og South Denmark EU Office er støttende aktører, og alle danske EU-kontorer er dermed med i projektet.
- Life Act har været under udvikling i mere end to år. Baggrunden er det landsdækkende DK2020-projekt, hvor alle danske kommuner sammen med de fem regioner, er lykkes med at få lavet politisk godkendte klimaplaner, der lever op til Paris-aftalen
Du kan læse mere om klimaprojektet her.
Kilde: Region Midtjylland
ap
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.