
Det er en sandhed med meget store modifikationer, når Rigsrevisionen finder, at regionerne ikke har tilstrækkeligt fokus på effektiviseringsmålene i forbindelse med de nye store sygehusbyggerier, lyder det fra Danske Regioner.
Rigsrevisionen konkluderer i en netop offentliggjort beretning til Statsrevisorerne, at regionerne ikke har et tilstrækkeligt fokus på effektiviseringsmålene i kvalitetsfondsprojekternes tidlige faser. Selv om regionerne anerkender, at der er behov for yderligere detaljering af effektiviseringstiltagene i takt med byggeriernes fremdrift, så vækker udmeldingen harme hos topfolk i Danske Regioner:
- Vi kan slet ikke genkende det billede Rigsrevisionen tegner. Undersøgelsen afspejler ikke regionernes effektiviseringsarbejde på en tilstrækkelig nuanceret, retvisende og dækkende måde, lyder det fra formand Bent Hansen (S).
- Regionerne har de seneste mange år tydeligt demonstreret, at man forstår at indtænke effektivisering i den daglige drift af sundhedsvæsenet. Effektivisering er et naturligt og integreret element i regionernes daglige arbejde og vi har leveret flotte resultater. Det gælder også sygehusbyggerierne og den nye sygehusstruktur, der skal sikre bedre behandling og mere sundhed for pengene, siger næstformand Carl Holst (V).
Burde have taget dialog først
Danske Regioner gør gældende, at det er særdeles ambitiøse effektiviseringskrav, der knytter sig til byggerierne, og regionerne arbejder målrettet og systematisk med de områder, hvor der er gevinster at hente. Det gælder f.eks. logistik og sporbarhed og medicinhåndtering, der både kan øge kvaliteten i patientbehandlingen og give store effektiviseringsgevinster. Og det gælder selve organiseringen og effektivisering af arbejdsgange, hvilket ifølge regionerne slet ikke er afspejlet i Rigsrevisionens beretningsnotat.
- Rigsrevisionen lægger for meget vægt på en spørgeskemaundersøgelse, hvor man i høj grad kan stille spørgsmålstegn ved metoden og de parametre man måler på. Jeg tror man ville have nået meget længere - og til et helt andet resultat, hvis man havde taget en dialog med regionerne inden man gik i gang med spørgeskemaundersøgelsen, siger Carl Holst.
- Kritikken er simpelthen unfair. Regionerne arbejder meget bevidst med at realisere effektiviseringskravene i overensstemmelse med de politiske rammer og aftaler, vi har indgået og som vi naturligvis står på mål for, siger Bent Hansen.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.