
Hvis det stod til Danske Regioner, så havde regionerne i dag ikke alene ansvaret, men også statslige midler i ryggen til at koordinere indsatsen for at beskytte borgere mod oversvømmelser fra vandløb.
Hvis huse i én kommune skal beskyttes mod oversvømmelser fra et vandløb, er det ofte andre kommuner, som skal betale og udføre klimasikringen. Og ligefrem at betale til klimaindsatser af hensyn til borgere i helt andre kommuner har det med at havne længere nede på prioriteringslisten, for der er i alle kommuner rigeligt at se til med at bygge diger, sluser og højvandsmure for at håndtere de stadigt stigende regnmængder.
Hvad man kan stille op med, at vandet nu en gang bevæger sig på tværs af kommunegrænser, har længe været på dagsordenen i Danske Regioner, der gerne så lovgivningen ændret, så regionerne i samarbejde med kommunerne får ansvaret for regionale klimatilpasningsplaner med de indsatser, der går på tværs af kommunegrænser.
I Region Midtjylland finder man et eksempel på et tværgående kommunalt samarbejde - Gudenåsamarbejdet - som består af alle syv kommuner langs vandløbet. Gruppen har for tiden en helhedsplan - udarbejdet med EU-støtte - til bekæmpelse af de stigende vandmængder i høring.
Mere power ønskes
- I Midtjylland har de gang i flere samarbejder af den slags, hvor regionen er tovholder, og det skulle vi have noget mere af, siger Jørn Lemann Petersen (S), der er miljøudvalgsformand i Region Syddanmark og medlem af regionernes udvalg for miljø og ressourcer, til DK Nyt.
- I forvejen har vi i regionerne flere tværgående miljøansvar, både når det gælder udpegning af råstofområder og jordforureninger, men vi burde også have ansvaret, når det gælder klimasikring mod oversvømmelser.
- Der er brug for en instans, som kan sætte power bag, når det fx handler om, at vandtilbageholdelse i Vejen Kommune kan betyde, at vandet ikke hober sig op i Ribe, der jo ligger i Esbjerg Kommune, når slusen ud til Vadehavet er lukket ved højvande, siger han.
- Det gælder tilsvarende, når man i Tønder godt kunne bruge, at der opstrøms i Vidåen - fx i Aabenraa Kommune - blev investeret i bassiner, som kunne tage noget af presset og reducere de vandmasser, der ellers er på vej over mod Tønder.
- For mig handler det her blandt andet om, at de mindste kommuner - hos os gælder det fx kommuner som Fanø, Assens eller Tønder - er for små til at løse de største klimaopgaver og kunne bruge hjælp fra en anden instans, der har et mere overordnet ansvar og kan sætte sig ud over endeløse diskussioner om prioriteringer kommunerne imellem. Ligesom når det gælder oprensning af forureninger.
- Vi har set gode resultater med den opgavefordeling i Holland, hvor strukturen ligner den danske med stat, region og kommune, siger udvalgsformanden.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.