dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
doi
Borgmesteren i Aarhus har bedt om en redegørelse af havnen efter oplysninger i to medier om, at rockere fra Hells Angels har skabt problemer på havnen. (Arkivfoto). -
Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Rockere på havnen i Aarhus bekymrer

Borgmester vil have redegørelse efter henvendelse fra Mærsk APM Terminals om problem med rockere.

Nogle arbejdere på havnen i Aarhus har forbindelse til rockerbanden Hells Angels. Det siger chefen for APM Terminals til Berlingske og finans.dk onsdag.

Situationen er så alvorlig, at selskabet har fundet det nødvendigt at henvende sig til myndighederne, oplyser Keith Svendsen, der er topchef i APM Terminals.

- Vi har kendskab til folk på havnen med relation til kriminelle miljøer, og siden årsskiftet har vi været i kontakt med myndighederne om flere episoder, siger han til de to medier. Han bekræfter, at der er tale om Hells Angels.

Borgmester ind i sagen

Borgmester i Aarhus Kommune Jacob Bundsgaard (S), der også er formand for havnens bestyrelse, siger i en udtalelse til Ritzau, at han har bedt havnen om en redegørelse.

- Oplysningerne om rockere på Aarhus Havn er nye for mig, og det er rystende, hvis det virkelig forholder sig som beskrevet i medierne. Aarhus Havn er strategisk infrastruktur, og det er klart, at vi kan ikke acceptere, hvis organiserede kriminelle opererer på Aarhus Havn, siger Jacob Bundsgaard.

Af de omkring 400 fast- og løstansatte medarbejdere hos APM Terminals har cirka 30 relation til Hells Angels, skriver Berlingske.

Tyveri og trusler

APM Terminals, der er ejet af Mærsk-koncernen, driver en terminal for containere på havnen i Aarhus.

Blandt episoderne er tyveri af blodprøver og trusler om at aflevere overtidsbetaling til en særlig medarbejderklub på havnen.

Keith Svendsen foreslår ifølge finans.dk, at der indføres regler om, at medarbejdere på havnen skal sikkerhedsgodkendes på linje med ansatte i lufthavne.

Direktøren minder om, at havnen i Aarhus også bruges i forbindelse med transport af militært udstyr til Nato-operationer. Desuden er det en kendt sag, at indsmugling af blandt andet kokain ofte sker i skibscontainere.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/rockere-paa-havnen-i-aarhus-bekymrer

GDPR