
ROSKILDE: Fra 2010 til 2011 er det lykkedes Roskilde Kommune at nedbringe udledningen af CO2 med godt 2,5 pct. Faldet skyldes i høj grad, at indsatsen omkring energirenovering af de kommunale bygninger for alvor begynder at vise sig som reelle energibesparelser. Også idrætsanlæg og vejbelysning brugere mindre energi end tidligere år.
Den helt store udfordring er den kommunale transport. Her er energiforbruget i perioden 2010 til 2011 steget knap 2 pct., hvilket betyder at energiforbruget fra Roskilde Kommunes transport samlet set siden 2007 er steget over 12 pct.
Formand for Teknik- og Miljøudvalget, Torben Jørgensen (S) glæder sig over de overvejende fine tal
- I nogle år har Roskilde Kommunes udledning af CO2 desværre været for opadgående. Derfor er det glædeligt, at de mange indsatser, vi har sat i søen for at knække kurven, nu ser ud til at virke. Tallene viser dog med al tydelighed, at vi stadig har en stor udfordring på den kommunale transport. Transport er både et spørgsmål om teknik og adfærd. Vi skal have gang i begge områder, så vi forhåbentligt også her indenfor kort tid begynder at se et faldende energiforbrug, siger Torben Jørgensen.
For at fortsætte den positive udvikling med lavere udledning af CO2 fortsætter Roskilde sit arbejde med energirenovering og investerer i 2012 knap 24,5 mio. i forskellige energispareprojekter. Desuden fortsættes indsatsen omkring vejbelysning og der skal anvendes LED-lyskilder i endnu højere grad, der hvor det er muligt. På transportområdet deltager kommunen bl.a. i et projekt, der sætter fokus på mobilitet. Én af indsatserne bliver at lave en transportplan for Roskilde Rådhus.
På trods af de positive tendenser fra 2010 til 2011 er Roskilde Kommune opmærksom på, at der stadig er et stykke vej for at leve fuldt op til forpligtelserne som Klimakommune. I forhold til basisåret 2007 skulle kommunen have reduceret sin udledning af CO2 med 7,7 pct. Reduktionen ligger imidlertid kun på 1,7 pct..
Roskilde Kommune er Klimakommune og har underskrevet aftalen med Danmarks Naturfredningsforening (DN) som administrerer klimakommuneprojektet. Aftalen betyder, at Roskilde Kommunes egen virksomhed, altså skoler, institutioner, bilpark og vejbelysning tilsammen skal sænke CO2-udledningen med 2 pct. om året til 2025.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.