Borgerforslag nummer otte rundede onsdag morgen de nødvendige 50.000 underskrifter for at kunne behandles i Folketinget. I forvejen står fire andre borgerforslag i kø.
Det seneste borgerforslag, der har banet sig adgang til en folketingsdebat, gælder et 'øjeblikkeligt ophør med salg af Roundup og andre bekæmpelsesmidler til privat brug i haver og på offentlige fællesarealer.' Altså et totalforbud mod ikke-erhvervsmæssig brug, og derfor ikke noget der vil ramme landbrugets anvendelse af plante- og insektgifte.
Der er EU-tilladelse frem til 2022 til både både privat og erhvervsmæssig brug af Roundup og andre ukrudtsmidler med glyphosat, men både Østrig og Tyskland har tidligere i år besluttet at forbyde det derefter. På spørgsmålet, om Danmark ville følge trop, svarede miljøminister Lea Wermelin (S) ifølge Ritzau, at det var 'lidt for tidligt' at svare på.
Borgerforslaget vil på et tidspunkt fremtvinge en stillingtagen, men indtil nu har ingen borgerforslag fået flertal bag sig i Folketinget. Der kan desuden gå lang tid, før forslaget når frem til politisk behandling.
Omskæringsforbud
Et borgerforslag om forbud mod omskæring af mindreårige nåede det nødvendige antal underskrifter for over to år siden, men blev så sent som i sidste uge taget af Folketingets dagsorden og udskudt på ubestemt tid. Heller ikke borgerforslag om asylbørns vilkår, klimalov og afskaffelse af gensidig forsørgerpligt er endnu nået frem til behandling i folketingssalen.
De tre færdigbehandlede borgerforslag handlede om afskaffelse af uddannelsesloftet, afskaffelse af ministerpension og automatisk organdonation. I alt er indtil nu fremsat 474 borgerforslag, hvoraf 350 er udløbet uden at få underskrifter nok.
Af de stadig aktive har et borgerforslag om at få udbetalt feriepenge ved overgangen til ny ferielov nået knap 29.521 underskrifter og har stadig godt tre måneder tilbage til at skaffe de resterende. Næstflest underskrifter (9.202) har et borgerforslag om udvidet barsel til tvilling- og trillingeforældre med fem måneder tilbage af fristen.
Færrest (13) har et kun tre dage gammelt forslag om at gøre 'Som en rejselysten flåde' til nationalmelodi.
Se aktuel status for borgerforslag på borgerforslag.dk.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.