
Den foreløbige udgang på DONG-salget - at Folketingets Finansudvalg skal orienteres fortroligt om buddene fra andre bydere end den senere køber Goldman Sachs - kalder ifølge flere partier på faste regler for, hvad udvalget kan gøre krav på at få indsigt i, så udvalgets mulighed for at kontrollere regeringen i store og samfundsvigtige spørgsmål ikke som nu afhænger af, hvem der måtte være finansminister, skriver Berlingske.
Både Enhedslistens finansordfører Pelle Dragsted og Venstres finansordfører Jacob Jensen bruger udtrykket 'en tilfældig finansminister' i deres kritik af DONG-forløbet, og også SF's tidligere skatteminister og nuværende gruppeformand Jonas Dahl og De Konservatives politiske ordfører Mai Mercado bakker op, omend med et andet ordvalg. Som det er nu, har en minister ret, men ikke pligt til at videregive fortrolige oplysninger, så finansudvalget har ikke noget automatisk retskrav på fortrolige informationer.
Men det bør udvalget have i så vigtige sager som frasalg af statslige værdier, mener en række partier. Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl mener dog ikke, man bør ændre reglerne eller procedurerne, han mener tværtimod at allerede efter gældende praksis ikke er tilladt at tilbageholde oplysninger for Folketinget. Årsagen er, at Finansudvalget har pligt til at afvise et tilbud, hvis der er tungtvejende grunde til at tro, at der kan opnås et bedre, hvilket ifølge Thulesen Dahl medfører, at Finansudvalget havde ret til at få de øvrige bud på DONG udleveret.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.