
Så er det frem med skybrudsplanerne
De voldsomme skybrudsskader rejser nogle vigtige spørgsmål om kommunernes klimatilpasningsplaner, som befolkningen skal have svar på. I de sidste dage har vi set klare billeder på, at klimaudfordringen med voldsomme skybrud er en realitet, som vi alle skal forholde os til. Hvad vi vil gøre og ikke mindst hvornår, er også en realitet, som vi skal tage stilling til.
De mange skader på huse, veje og jernbaner i Nordjylland efter skybruddet bør få de nordjyske kommuner til at finde deres nye skybrudsplaner frem og se på, om skaderne blev som forventet, eller om planerne skal justeres for at undgå fejlinvesteringer
Kommunerne har alle inden for det seneste års tid færdiggjort deres klimatilpasningsplaner, som viser, hvilke klimapåvirkninger de forventer fx fra skybrud. Men de viser også, hvordan kommunerne vil forebygge skader.
Hvor ofte?
Kommunerne i Nordjylland får nu helt ufrivilligt testet, om deres klimatilpasningsplaner er tilstrækkelige. Men skybruddet bør også give anledning til en debat mellem politikerne og borgerne om, hvor mange gange huse, veje og jernbaner skal ødelægges, før de forskelige tiltag i klimatilpasningsplanerne realiseres - for gode klimatilpasningsplaner er ikke nok, der skal handling til.
Tidsplanerne for realisering af klimatilpasningsplanerne er et af de helt centrale punkter, som de kommunale politikere skal tage stilling til, når den kommunale indsats i klimatilpasningsplanerne skal prioriteres i forhold til alle de øvrige kommunale opgaver.
Der bør først og fremmest være et menneskeligt hensyn bag tidsplanerne for kommunernes forebyggelse af skader efter skybrud, der svarer på spørgsmål som, hvor ofte skal borgerne finde sig i at få deres hjem ødelagt af vand. Men der er også et andet spørgsmål, nemlig hvor mange gange skatteyderne skal betale for at reparere veje og jernbaner efter skybrudsskader, som kunne have været undgået.
Branchedirektør i Danske Anlægsentreprenører under Dansk Byggeri, Niels Nielsen
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.