
VIBORG: Midt- og Vestjyllands Politi har færdigefterforsket en række sager om overtrædelser af dyrevelfærdsloven på Viegård Stutteri ved Skals. Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse. Dermed skal anklagemyndigheden nu vurdere politiets materiale og tage stilling til, om der er grundlag for at rejse tiltale i nogle sager.
- Det er et omfattende sagsmateriale, der nu lander i anklagemyndigheden, og det er en stor opgave, vi tager fat på. Men det er samtidig en sag, vi også i anklagemyndigheden prioriterer højt, siger Mette Møller, som er advokaturchef hos anklagemyndigheden i Midt- og Vestjyllands Politi, i pressemeddelelsen.
Stutteriet ligger nord for Viborg, og stutteriet har i længere tid fået massiv omtale, både i pressen og på de sociale medier. Det skyldes, at stutteriets ejer er blevet beskyldt for at mishandle heste.
I august sidste år var myndighederne på uanmeldt besøg på stedet, hvor man fandt nedgravede rester af omkring 50 heste. Der er ikke givet tilladelse fra kommunen til at grave heste ned på grunden. I november konkluderede patologer fra Københavns Universitet, at de pågældende heste ikke var afmagrede, da de døde.
Midt- og Vestjyllands Politi skriver i pressemeddelelsen, at man frem til 20. december 2023, har været på uanmeldt besøg på stutteriet 18 gange i 2023.
- Det er ingen hemmelighed, at Stutteri Viegård har haft stor bevågenhed i offentligheden, og det er også nogle sager, som vi har haft stort fokus på i politiet, siger Henrik Glintborg, som er leder af lokalpolitiet i Viborg, i pressemeddelelsen.
Tilsynene har ført til, at politiet har rejst mindst 35 sigtelser for overtrædelse af dyrevelfærdsloven, lyder det. Hvorvidt politiet har sendt samtlige sager fra Stutteri Viegård videre til anklagemyndigheden, fremgår ikke af pressemeddelelsen.
Virksomheden bag Stutteri Viegård gik konkurs i oktober 2023. Siden konkursen har politiet og Fødevarestyrelsen besøgt stutteriet syv gange.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.