ODENSE: En aftale om salg af det kommunalt ejede Fjernvarme Fyn til det forbrugerejede Energi Fyn er forhandlet på plads mellem de to parter i skikkelse af Odense Kommunes stadsdirektør Stefan Birkebjerg Andersen og Energi Fyns adm. direktør Bent Agerholm. Aftalen er ikke politisk godkendt i Odense Byråd, men en proces med det formål sættes nu i gang.
På forhånd er De Konservative i Odense Byråd lodret imod salget. De har fra starten været skeptiske over for kun at forhandle et salg til Energi Fyn og ikke andre mulige købere, og den pris, som aftalen har fastsat, finder de derudover 'latterlig lav', skriver Fyens.dk.
I aftalen hedder det, at 'transaktionen skal ske til markedspris', men hvad markedsprisen er, har man i fravær af en åben budrunde måttet sjusse sig til sammen med rådgivere. Prisen er landet på 900 mio. kr., hvoraf 40 pct. skal betales i skat til staten. De resterende 540 mio. kr. kan Fjernvarme Fyns ejere beholde.
Fire borgermøder
Foruden af Odense Kommune (97 pct.) ejes Fjernvarme Fyn af Nordfyns Kommune med 3 pct., så de 540 mio. kr. vil blive fordelt med henholdsvis 524 mio. kr. og 16 mio. kr. til de to kommunekasser, hvor de i Odense vil kunne gå til 'børnehuse, skoler og plejehjem', hedder det på kommunens hjemmeside.
Sammesteds inviteres til fire borgermøder, hvor borgmester Peter Rahbæk Juel (S) og skiftende andre byrådsmedlemmer stiller op til debat om sagen. Først derefter beslutter Odense Byråd sig for salg eller ej.
Salget af Fjernvarme Fyn indgik i Odense Kommunes budgetforlig for i år med forventning om 'et væsentligt trecifret millionbeløb' og med en tilkendegivelse af, hvad pengene skal bruges til, nemlig anlægsinvesteringer på blandt andet velfærdsområdet.
Se aftalen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.