Miljø- og Fødevareministeriet har netop indgået aftaler med tre lokale jordejere om køb af de første 210 hektar jord, der skal til for at genskabe Nordsjællands fjerdestørste sø, oplyser ministeriet, der dermed har sikret sig knap 40 pct. af de arealer, der danner grundlag for, at søen igen kan komme på landkortet.
De erhvervede arealer ligger blandt andet rundt om Søborg Slotsruin i den nordlige ende af søen. Ruinen vil, når Søborg Sø er genskabt, blive mere iøjnefaldende i landskabet og med et mere oprindeligt udtryk med vand på tre sider.
I dag er jorden fordelt blandt 63 lodsejere. Regeringen har fra begyndelsen haft som ambition, at genopretningen skal ske af frivillighedens vej. Det er op til grundejerne selv, om de vil sælge deres jord, have erstatning for at det bliver vådere, eller om de vil have nyt areal i bytte.
De 93 mio. kr., som det vil koste at gennemføre genopretningen, findes ved, at der i de kommende år sælges statslige arealer bortforpagtet til campingpladser samt yderligere ejendomme inden for Miljø- og Fødevareministeriet.
Friluftsmuligheder
- Det er en rigtig god idé, at staten sælger arealer med campingpladser eller ejendomme uden naturmæssig værdi og i stedet genopretter naturområder som Søborg Sø. Når søen er genoprettet, vil det blive et unikt område, der byder på helt nye friluftsmuligheder, blandt andet omkring den gamle Søborg Slotsruin, som også har en stor kulturhistorisk værdi, siger miljøordfører Carsten Bach (LA).
Søborg Sø var tidligere Nordsjællands fjerdestørste sø, indtil området i 1790 blev afvandet for at blive anvendt som landbrugsjord. En tilbagevenden til områdets oprindelige udseende vil give naturen et stort løft og skabe en unik fuglelokalitet.
- Genopretningen af Søborg Sø er ikke kun godt nyt for naturelskere. Det er også godt nyt for det fugle- og dyreliv, der vil få glæde af den store, lavvandede sø og de omkringliggende enge og rørskov. Området vil blive et trækplaster for en lang række fugle som ænder, gæs, svaner og lappedykkere. Og forhåbentligt også for traner og ørne, siger miljøordfører Erik Lund (K).
Naturgenopretningen omfatter alt i alt et areal på knap 500 hektar. Heraf vil den største del blive en lavvandet sø og resten til ferske enge.
- Formelt overtager Miljø- og Fødevareministeriet de erhvervede arealerne den 1. december 2018.
- Søborg Sø ligger cirka fire kilometer syd for Gilleleje i Nordsjælland.
- Miljø- og Fødevareministeriet arbejder sammen Søborg Sø Landvindingslaug, Gribskov Kommune og Landbrugsstyrelsen om genopretningen.
- Genopretningen af Søborg Sø forventes færdig i 2023.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.