
Hvordan kan man gøre en historisk bykerne mere cirkulær uden at give køb på kulturarven? Hvordan kan byer blive bedre til at genanvende ressourcer i byggeriet? Og hvordan kan en kommune og det lokale erhvervsliv samarbejde om cirkulær omstilling?
Det er nogle af de udfordringer, som seks danske kommuner skal forsøge at løse.
Over de kommende to år bliver Fredensborg, Fredericia, Kolding, København, Odsherred og Aalborg kommuner en del af et helt nyt udviklingsforløb med titlen Cirkulære Byer, der ledes af Dansk Design Center og Danmarks miljøklynge Clean. Det oplyser Dansk Design Center. Også KL er partner i projektet.
Projektet er målrettet byer, som har høje ambitioner om at arbejde både systematisk og i praksis med lokale, cirkulære udfordringer - i tæt samarbejde med virksomheder, forskningsmiljøer, borgere og andre danske byer.
Over de kommende to år skal de seks udvalgte kommuner tage afsæt i egne lokale handlingsplaner og problemstillinger og får desuden tilknyttet en ekspertrådgiver til deres forløb.
De udvalgte kommuner
Fredensborg: Projektet fokuserer på ombygningen af Nivås bymidte med inddragelse af cirkulære principper.
Fredericia: Kommunen vil skabe et kredsløb blandt lokale industrier med henblik på udveksling/cirkulation af ressourcer og materialer. Desuden vil man optimere energi- og vandforbrug ved at genanvende spildvarme og spildevand.
Kolding: Kommunen vil forankre viden om cirkulær økonomi på tværs af kommunens afdelinger og kontorer, bl.a. i relation til større udviklingsprojekter som f.eks. byens gamle industrihavn.
København: Kommunen vil udvikle nye løsninger til at genanvende byggeaffald fra nedrivning, renovering og nybyggeri, navnlig plast.
Odsherred: Den overordnede mission er at skabe bæredygtige og cirkulære stationsbyer i Vig og Asnæs og samtidig skabe forbindelser mellem små samfund og den grønne omstilling.
Aalborg: Kommunen ønsker at udvikle det gamle industriområde Hjulmagerkvarteret til et bæredygtigt kvarter med et blik for at bevare dele af den eksisterende bygningsmasse og områdets kulturarv.
De to år skal træne kommunerne at finde cirkulære løsninger på konkrete problemer i samarbejde med private virksomheder og at samarbejde på tværs af forvaltninger, kontorer og kommunegrænser. Forløbene er bygget op omkring designtænkning, der tilbyder en lang række værktøjer til at løse netop disse udfordringer.
Hvert forløb vil munde ud i en prototype på en løsning, der kan testes blandt de relevante brugere.
Bruges igen og igen
Cirkulære Byer gennemføres med støtte fra den filantropiske forening Realdania. Her håber projektchef Simon Kofod-Svendsen, at de seks udvalgte kommuner kan inspirere flere byer til at skrue op for de cirkulære løsninger:
- Cirkulær økonomi kan lyde både abstrakt og langt væk fra den kommunale kerneopgave. Men helt konkret handler det om at finde løsninger, der kan give os byer uden affald, hvor alt er designet og bygget i genanvendte materialer, og hvor borgerne let kan dele, leje og bruge ressourcer igen og igen, siger han.
- Det lykkes kun, hvis både borgere, lokale virksomheder og civilsamfund samarbejder - alle sammen aktører, som kommunerne allerede er i tæt dialog og samarbejde med. Derfor kan og skal kommunerne spille en afgørende rolle her.
Læs mere om projektet her.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.