
ESBJERG: En nyudviklet pedelapp i Esbjerg har fungerer så godt, at den nu bliver bredt ud til alle kommunens pedeller, oplyser kommunen.
Pedellerne på kommunens skoler har været med til at udvikle den nye app, og selvom den flere steder blev mødt med en vis skepsis i starten, så er alle nu rigtig glade for det nye arbejdsredskab, og antallet af brugere er steget fra fem til 64, fortæller Lars Ulsøe Nielsen, der er tillidsmand for skolepedellerne.
- Nogle var i starten nervøse for, om det var en ny kontrol af dem, men det er det absolut ikke, og når de lige kommer i gang, så opdager de hurtigt, hvor meget nemmere vores arbejdsdag er blevet. Det har halveret mange arbejdsgange, fordi vi nu direkte via appen har adgang til Ejendomme og kan sende et billede med det sammen, hvis vi fx opdager en utæt tagrende, siger han.
Pedellerne kan også tilgå appen på andre bygninger end dem, de selv har ansvaret for, når der fx er ferie eller sygdom. Desuden gør appen opstarten for nye medarbejdere lettere.
Spredt på forvaltninger
I Esbjerg er pedellerne ansat ude i de forskellige forvaltninger og ikke som i mange andre kommuner samlet hos Ejendomme.
- Facility Management var også et politisk ønske år tilbage her i Esbjerg, men så skulle vi ansætte to nye ledere og to administrative medarbejdere. Så vi valgte at lade pedellerne blive i hver deres forvaltning, og med den her nye app har vi skabt et unikt samarbejde på tværs af forvaltninger, som viser, at opgaver fint kan løses uden at etablere et Facility Management, forklarer Jørgen Ahlquist, formand for Klima & Miljøudvalget.
Pedelappen virker som et årshjul, hvor opgaverne dukker op enten til at blive udført samme dag, i denne uge eller måned.
- Det er både os fra Ejendomme og de forskellige skoleledelser, der skriver opgaver ind til hver skole i appen. Ved at inddrage både forvaltning, pedeller og Ejendomme kan vi udnytte hinandens styrker effektivt, bygningerne bliver vedligeholdt, og skolerne kan nemmere se, hvornår de kan bede om pedellernes hjælp, siger ejendomschef Carsten Schlein.
Større forståelse
Det har skabt en langt større forståelse for pedellernes arbejde, fortæller pedellernes tillidsmand:
- Den nye pedelapp har skabt langt større forståelse for, hvor mange forskellige opgaver vi pedeller har, og det er blevet lettere at forklare fx en skoleleder, hvorfor der lige går lidt tid, før vi kan hænge den nye tavle op. Nu kan han jo se, at vi også skal huske at rense tagrender og alle de andre vedligehold af bygningen, siger Lars Ulsøe Nielsen.
I første omgang er pedelappen testet hos pedellerne på alle kommunens skoler, og succesen er nu så stor, at appen er klar til at blive bredt ud til alle forvaltninger, så pedeller på plejehjem, biblioteker og botilbud også kan bruge den.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.