dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
doi
Foto: Colourbox

Silkeborg reducerer CO2-udslip med 7,2 pct.

Natslukning af gadelys og bio-komponenter i dieselolien har hjulpet godt til at nå klimamål før tid
21. AUG 2012 11.52

SILKEBORG: Silkeborg Kommunes CO2-regnskab for 2011 viser, at kommunens mål om at sænke udledningen med 2 pct. om året frem til 2012 er mere end nået et helt år før lovet: Silkeborg Kommune udledte sidste år 7,2 pct. mindre CO2 end året før. Faldet svarer til 1238 ton CO2 - eller mere end den samlede CO2-udledning fra vejbelysning og trafiklys.

Det betyder, at Silkeborg Kommune allerede i 2011 nåede 2012-målet om at udlede 2 pct. mindre CO2 om året hvert år frem til 2012.

Klimakommuneaftalen fra april 2009 lyder på, at Silkeborg Kommune som virksomhed skal spare så meget på energien i de kommunale bygninger, på vejbelysning og transport, at kommunen maksimalt udleder 16.233 ton CO2 i 2012.

Men CO2-regnskabet viser, at CO2-udslippet allerede ved årsskiftet var faldet til 15.948 ton - 285 ton mindre end aftalens slutmål. Dermed har Silkeborg Kommune på fire år sparet atmosfæren for ligeså meget CO2, som kommunens daginstitutioner udleder tilsammen.

- Det er et rigtig flot resultat, som vi er meget glade for og tilfredse med. Det viser, at vores energispareprojekter betaler sig. Men vi kan langt fra bare læne os tilbage og sige, at det var så det. Derfor arbejder byrådet nu målrettet på at lægge en strategi for energibesparelser, som rækker videre ud i fremtiden, fortæller borgmester Hanne Bæk Olsen (S).

Energispareprojekter bærer frugt
Efter en hård start som energisparekommune i 2009 og et godt år i 2010, glimrer 2011 nu med gode resultater, der primært hentes gennem centralisering og besparelser i den kommunale administration og en hel række energibesparende projekter, der holder forbruget af el og varme mest muligt nede.

Helt i top ligger CO2-besparelsen på vejbelysning, hvor især natslukningen af gadelys har sparet 563 ton CO2. Udledningen af CO2 fra de kommunale bygninger - herunder skoler, daginstitutioner og ældrecentre - er faldet med 401 ton, mens den kommunale transport, der dækker tjeneste- og entreprenørkørsel, har sparet 226 ton CO2.

Dertil kommer en mindre CO2-udledning på 26 ton fra Entreprenørgårdens køretøjer og maskiner, som er hentet ved at tilsætte dieselolien 7 pct. bio-komponenter - blandt andet fra raps.

ka

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/silkeborg-reducerer-co2-udslip-med-7-2-pct

GDPR