
SILKEBORG: Kravene skærpes nu for, hvem der kan flytte ind i et silkeborgensisk boligområde på ghettolisten.
Fremover er det slut med at flytte ind på Lupinvej/Resedavej, hvis ikke alle voksne i husstanden har mindst 30 timers arbejde om ugen eller er i uddannelse, og hvis ikke alle over 15 år har en ren straffeattest. Undtaget er seniorer, hvor både boligsøger og eventuel partner er over 64 år.
Området kom på statens ghettoliste i december 2018 og var der igen i december 2019. Hvis et område er på listen fire år i træk, får det betegnelsen 'hård ghetto', og så truer nedrivninger. Derfor gør alle boligforeninger og kommuner sig store anstrengelser for at komme af med ghettostemplet.
I Silkeborg har byrådet tidligere godkendt krav til indflytterne i 75 pct. af boligerne, men de skærpes nu efter ønske fra de to boligforeninger, som står for udlejningen.
Et enigt økonomiudvalg har indstillet skærpelsen, fremgår det af beslutningsprotokollen pkt. 18. På byrådsmødet mandag aften vedtog et flertal dog, at reglerne foreløbig kun skal gælde i et år, skriver Midtjyllands Avis.
Coronakrisen kradser
Andre kommuner har gjort andre forsøg på at komme af med ghettostemplet.
Odense og Helsingør har for eksempel tilbudt kontante beløb for at fraflytte til folk, der tæller negativt i opgørelserne, for eksempel kriminelle og arbejdsløse. Andre har som Silkeborg skærpet kravene til, hvem der må flytte ind.
Coronakrisen har ikke gjort det nemmere at opfylde kriterierne, da mange er blevet ledige. Det har ifølge Jyllands-Posten fået regeringens støttepartier til at rejse sagen over for ministeren.
- Vi skal have set på, om vi ikke kan holde hånden under de her boligområder, så coronarelateret arbejdsløshed ikke tæller med, når vi opgør ghettolisten, siger boligordfører Kirsten Normann Andersen (SF) til avisen.
Også en række almene boligselskaber opfordrer ifølge Dagbladet Information regeringen til at suspendere kravene i ghettopakken. Boligminister Kaare Dybvad Bek (S) mener ifølge avisen, at det endnu er for tidligt at afgøre, om der skal korrigeres i ghetto-kriterierne.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.