Sjællandske kommuner vil selv bestemme over drikkevand
Hvem skal bestemme, hvor meget vand der må pumpes op i andre kommuner? Naturstyrelsen mener, at det skal den selv. Det fremgår af et kommuneplantillæg, som Naturstyrelsen udsendte for nylig. Greve, Køge, Lejre, Ringsted, Roskilde og Solrød, der leverer drikkevand til hovedstadsområdet, går imod og har netop klaget til Natur- og Miljøklagenævnet.
- Vi vil fortsat gerne bidrage til, at københavnerne har rent vand i hanerne. Men det er ikke en opgave for Naturstyrelsen at beslutte, hvor meget drikkevand vi kan undvære, siger Flemming Christensen på vegne af de seks kommuner og fortsætter:
- Det handler om at sikre en bæredygtig vandforsyning, så der ikke bliver pumpet mere drikkevand op, end naturen og grundvandsmagasinerne kan bære. Og den vurdering foretages bedst lokalt. Samtidig er kommunerne vandforsyningsmyndigheder. Det betyder, at det i udgangspunktet er os, der skal give Hovedstadens Forsyningsselskab, HOFOR, tilladelse til at indvinde vand hos os.
Parate til at gå rettens vej
Forslaget til kommuneplantillæg var i høring i efteråret 2013, og allerede her gjorde en række kommuner indsigelser. I november 2013 udsendte Naturstyrelsen en redegørelse for høringsfasen, hvor styrelsen alligevel holdt fast i, at det fremover er Naturstyrelsen, der skal bestemme, hvor meget vand, HOFOR må hente uden for eget forsyningsområde. Også her vendte kommunerne sig i mod Naturstyrelsens redegørelse.
Med den endelige udstedelse af kommuneplantillægget forbereder de seks kommuner sig nu på at gå rettens vej for at beholde retten til at bestemme, hvor meget vand, HOFOR må hente hos dem.
- Naturstyrelsen har tydeligvis ikke imødekommet vores bekymringer om drikkevandet. Flere af os har påklaget kommuneplantillægget til Natur- og Miljøklagenævnet og overvejer kraftigt at gå hele vejen og bringe sagen til domstolene, og vi regner med at få opbakning fra KL, siger Flemming Christensen.
• HOFOR, Hovedstadens Forsyningsselskab, leverer drikkevand til Albertslund, Brøndby, Dragør, Herlev, Hvidovre, København, Rødovre og Vallensbæk kommuner. Derudover leverer HOFOR drikkevand til forsyninger i Ballerup, Frederiksberg, Furesø, Glostrup, Greve, Høje-Taastrup, Ishøj, Lejre og Tårnby Kommuner og har aftale om gensidig backup med to forsyninger, Nordvand (Gentofte og Gladsaxe) og Roskilde Forsyning. En stor del af vandet henter HOFOR i kommuner uden for København – bl.a. Greve, Køge, Lejre, Ringsted, Roskilde og Solrød kommuner.
• Det har hidtil været op til kommunerne selv at vurdere, hvor meget vand, HOFOR må pumpe op hos dem – fordi kommunerne er vandforsyningsmyndigheder.
• Naturstyrelsens nye kommuneplantillæg bestemmer, at indvindingsmængderne til HOFOR besluttes af Naturstyrelsen – og ikke af kommunerne selv.
• Naturstyrelsen argumenterer med, at de har hjemmel til at overtage planlægningen, hvilket kommunerne ikke betvivler, men flere kommuner betvivler, at der kan fastsættes handlepligt for en konkret mængde vand, der skal indvindes i de enkelte kommuner. Dette forhold har flere kommuner påklaget til Natur- og Miljøklagenævnet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.