SKANDERBORG: Tre byrådsmedlemmer i Skanderborg blev af byrådet erklæret inhabile i en ekspropriationssag, men baggrunden for den beslutning er ikke knivskarp. Det fremgår af en udtalelse fra Ankestyrelsen.
Sagen handlede om en anmodning fra Skanderborg Forsyningsvirksomhed a/s om mulig ekspropriation af jord til en spildevandsledning mellem Låsby og Galten. Under punktets behandling i november 2018 blev Martin Frausing Poulsen (DF), Birte M. Andersen (V) og Søren Nielsen (S) erklæret inhabile ved behandlingen af sagen. Martin Frausing Poulsen er formand for forsyningsselskabet, og de to andre er henholdsvis næstformand og menigt medlem af bestyrelsen.
Ankestyrelsen kom ind i sagen, da en af de tre bad om en vurdering, om de egentlig skulle erklæres inhabile. Skanderborg Kommune har overfor Ankestyrelsen gjort rede for, at 'afgørelser om inhabilitet kan være vanskelige', og at afgørelsen i dette tilfælde faldt ud til fordel for inhabilitet, så der ikke kunne være tvivl om interesserne i sagen.
Ankestyrelsen holder sig overordnet til, at medlemsskab af en bestyrelse i et offentligt ejet selskab ikke på samme måde giver samme interessekonflikt, som hvis det gælder politikere med interesser i private selskaber. Der kan dog foreligge omstændigheder, som er 'egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed'.
Men de mere konkrete omstændigheder har kommunen ikke gjort rede for endnu, i hvert fald ikke når det gælder andre end selve formanden for et offentligt selskab, mener altså Ankestyrelsen, som nu beder kommunen tygge på den sag igen.
Det er iøvrigt ikke endnu blevet nødvendigt at ekspropriere til at grave den omtalte spildevandsledning ned. Kommunen regner med frivilllige aftaler med de berørte lodsejere, der bliver involveret.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.