Tidligere skatteminister Morten Bødskov (S) var bekendt med et notat om hybridbilers klimabelastning fra Vejdirektoratet, der ikke blev delt med offentligheden.
Og hans efterfølger Jeppe Bruus (S) siger torsdag, at det var forkert ikke at lægge det frem, men han vil ikke undskylde det.
- I lyset af den udlægning af forløbet, som kommer til udtryk i dag, så finder Skatteministeriet det ærgerligt, at Skatteministeriet, Transportministeriet og Vejdirektoratet ikke allerede dengang offentliggjorde notatet med en tilkendegivelse af de forbehold, der var, siger Bruus under et samråd.
Notatet fra Vejdirektoratet viser, at biler af typen plug-in-hybrid ikke kører så grønt, som det tidligere er blevet påstået.
Det er et problem, mener flere partier, da regeringen med et flertal i 2020 indgik en aftale om at give skatterabat på indkøb af hybridbiler, da de skulle gøre transporten på vejene markant grønnere.
Bruus oplyser på samrådet, at Bødskov blev "kort, mundtligt gjort bekendt med eksistensen" af notatet fra Vejdirektoratet. Han siger dog, at Bødskov ikke læste det, og det var en beslutning i embedsværket.
Bruus vil ikke undskylde. Han vil ikke bruge "så voldsomme ord".
- Hvis det skal føre til undskyldninger og hårde sanktioner, så tror jeg, at vi får et dårligt klima på Christiansborg, siger han.
Vil ikke genåbne aftale
Enhedslistens Henning Hyllested, som har stillet samrådsspørgsmålet, mener, at regeringen skal genåbne aftalen "grøn omstilling af vejtransporten" fra 2020. Men det er Jeppe Bruus ikke parat til.
Skatteministeren vil indkalde partierne til drøftelser, når en undersøgelse baseret på Danmarks Statistik foreligger.
- Der er gået 14 måneder, siden aftalen blevet indgået, og fagligt er det nok lidt for tidligt at konkludere noget, siger Bruus.
Men Hyllested siger i den afsluttende bemærkning, at han hører det som en tilkendegivelse fra ministeren om, at aftalen skal genåbnes.
En længere række nationale og internationale undersøgelser i Europa har dokumenteret, at hybridbilerne ikke er grønne, hvis man måler efter den målestok, som regeringen selv benytter.
Skatteministeren anerkender, at undersøgelser viser, at hybridbilerne ikke er så grønne. Men han siger samtidig, at Danmark er et land med beskedne afstande, så derfor er der "gode forudsætninger for at køre grønt".
- Nogle undersøgelser tegner et grønt billede af bilerne, og andre et mindre grønt, siger han.
Miljøorganisation: Han taler usandt
Seniorrådgiver Jeppe Juul i den uafhængige miljøorganisation Rådet for Grøn Omstilling skriver på Twitter, at ministerens fremstilling er usand.
- Den ny skatteminister Jeppe Bruus taler usandt i samråd. Vejdirektoratets undersøgelse viser ikke, at plug-ins udleder 97 gram sammenlignet med de forventede 82 gram. De 97 gram er inklusiv 10 procent biobrændstoffer. Tallene viser således en gennemsnitlig udledning på 107,8 g CO2/km.
Juul tilføjer, at det også er usandt, når ministeren siger, at plug-ins er 30 procent bedre end benzin.
Jeppe Bruus fortæller i samrådet, at ministeriet har en anden undersøgelse fra opladningsfirmaet Clever, hvor man har data fra 2 millioner opladninger. Den viser, siger han, at ejerne af hybridbiler i vid udstrækning benytter el.
Den undersøgelse ville han også gerne have haft frem.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.