SKIVE: Miljøklagenævnet har i en formandsafgørelse givet Skive Kommune medhold i at tillade flere svin på og dermed mere gylle fra en lokal svinebedrift, selvom det betyder mere ammoniak, der kan præge en nærliggende naturbeskyttet eng negativt. Danmarks Naturfredningsforening havde klaget, men altså ikke fået medhold.
Naturfrederne gjorde gældende, at ved en kommunal besigtigelse i 2011 blev der på den ti hektar store eng fundet hele 34 arter, så den har gode vilkår for at udvikle sig til en artsrig eng igen. I dag er den nemlig domineret af græsser og brændenælder, hvilket naturfrederne tilskriver nærheden til svinefarmen. Altså en tilstand, der er væsentligt ændret i negativ retning på otte år.
Skive Kommune mener dog ikke, at en yderligere øget ammoniakmængde - altså gylle - ville ændre tilstanden på den beskyttede eng. Kommunen har beregnet, at udvidelsen vil betyde 6,2 kg nitrat/hektar/år, og det skal vejes op imod de 40 kg nitrat/hektar/år, som engen i forvejen udsættes for. Nemlig 25,1 kg fra husdyrbruget og 15,6 kg som såkaldt baggrundsbelastning.
Miljøklagenævnet har regnet efter på kommunens beregning og kan ikke genkende alle tallene. Overordnet lyder vurderingen, at engen i forvejen faktisk er så påvirket af andre næringsstofkilder, at det, der vil komme fra en udvidelse af svinebedriften, vil være 'forholdsvist ubetydeligt'.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.