dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
doi

Skive udfordrer veto fra Naturstyrelsen

Nej til etagebyggeri med boliger i kystområde hvor der i forvejen er placeret boliger
3. JUN 2015 10.16

SKIVE: Skive Kommune er højst utilfreds med, at Naturstyrelsen har nedlagt veto mod en lokalplan, der skal gøre det muligt at opføre etagebyggeri tæt på midtbyen og det overordnede vejnet og med udsigt over Skive Fjord. Husene var tænkt placeret i et område, der ligger inden for kystnærhedszonen, men hvor en del af arealet i forvejen er bebygget med boliger.

Kommunens begrundelse for at ville tillade boliger netop dér er, at man gerne vil have et attraktivt tilbud til borgere, som man gerne vil have til at flytte til byen. Men Naturstyrelsen finder ikke, at der foreligger fornøden planlægningsmæssig begrundelse og henholder sig i stedet til at området ligger i kystnærhedszonen.

- På trods af den akutelle politiske debat på Christiansborg om at sikre udviklingen i områder udenfor de store byer, så følger handlingen ikke med, konstaterer Skves borgmester Peder Christian Kirkegaard (V).

Et veto fra Naturstyrelsen mod et lokalplanforslag har den virkning, at forslaget ikke kan vedtages endeligt, medmindre vetoet ophæves. Borgmesteren har derfor skrevet til Naturstyrelsen og bedt den om at revurdere sit veto.

- Der er flere forhold, der kan begrunde en planlægning for boliger det pågældende sted. For det første er der ikke tale om et uberørt kystområde, idet arealet allerede i dag anvendes til forskellige formål, og en del af arealet er bebygget med boliger, ligesom det har været anvendt til erhvervsformål, siger han.

Andre har fået lov
I brevet til Naturstyrelsen henviser Skive Kommune desuden til en Højesteretsdom fra 2009, der gav en anden kommune ret til at planlægge nye boliger i kystnærhedszonen. Ifølge Højesteret var kommunen under hensyn til den særlige befolkningsmæssige situation berettiget til at lægge vægt på behovet for at kunne tilbyde attraktive byggegrunde med henblik på at ændre bosætningsmønstret i kommunen.

Skive Kommune mener at kunne se en parallel til denne afgørelse, idet Skive også mærker de befolkningsmæssige udfordringer som resultat af, at flere og flere vælger at bo i de store byer. Skive har flere ind- end udpendlere og vil gerne have nogle af indpendlerne til at vælge at flytte til Skive.

- Vi kæmper med alle de midler, vi har. Blandt andet vil vi udnytte vores blå ressourcer i form af fjorden og åen til at gøre vores egn til et endnu skønnere sted at bo og leve. Men nogle gange er det altså, som om centrale kræfter kæmper direkte imod. Det virker helt absurd, at vi i byområder i kommuner som Skive ikke må bygge inden for kystnærhedszonen, når man i de store byer må bygge helt ud i vandet. Det er afgørende for Skive Kommunes fremtidsudvikling, at kommunen bliver i stand til at udnytte det potentiale, der ligger i beliggenheden ved Skive Fjord, siger Skive-borgmesteren.

mk

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/skive-udfordrer-veto-fra-naturstyrelsen

GDPR