SLAGELSE: Planklagenævnet underkender en afgørelse fra Slagelse Kommune i 2020 om ikke at genoptage en sag om opførelse af en støjmur på havnen i Korsør. Det fremgår af en afgørelse fra nævnet.
Kommunen forbød i februar 2019 med planloven i hånden skrotvirksomheden HJM Recyclings i at etablere muren. Virksomheden mente, at kommunen havde fejlbehandlet sagen, da den ikke var blevet partshørt forud og ville derfor have sagen genoptaget.
Godt et år efter i marts 2020 gav kommunen imidlertid afslag på genoptagelse blandt andet med henvisning til, at den manglende partshøring "ikke i sig selv (udløser red.) en pligt for kommunen til at genoptage sagen". Kun hvis det kunne lægges til grund, at en given partshøring ville have medført, at kommunen havde vurderet sagen anderledes.
Ændret praksis
Kommunen mente med henvisning til en tidligere afgørelse, at Planklagenævnet skulle afvise at behandle klagen, fordi kommunen i december 2019 havde vedtaget en ny lokalplan, så der ikke kunne gives byggetilladelse til den pågældende støjmur.
Nævnet havde nemlig afgjort således i den tilsvarende sag, men har siden ændret praksis og finder derfor nu, at kommunen skal behandle en klage, selvom der er vedtaget et nyt plangrundlag.
Planklagenævnet begrunder sin nye afgørelse med, at den manglende partshøring er en væsentlig mangel, som gøre kommunens afgørelse ugyldig. Nævnet konkluderer også, at det altså ikke har nogen betydning for spørgsmålet om, hvorvidt der skal ske partshøring, at kommunen efterfølgende vurderer, at den ikke ville have truffet en anden afgørelse. Dermed må kommunen tage sagen op til behandling endnu engang.
Førte til lukning
Efter Slagelse gav afslag på genoptagelse af spørgsmålet om støjmuren, vedtog kommunen i april 2021 en lokalplan for området, der skulle "bindes bedre sammen med den øvrige by" og sikre "en mere blød overgang ind mod byen rent æstetisk".
Dermed blev området udlagt til centerformål og butiksmiljø, hvorefter det ikke længere er muligt for HJM at drive skrotvirksomhed på adressen. Forhold som HJM også har klaget over, og som bliver behandlet særskilt i Planklagenævnet.
Yderligere har HJM stævnet kommunen for at få erstatning for den tabte indtjening som følge af lukningen. Ifølge Sjællandske over 20 mio. kr. Retssagen finder sted i begyndelsen af januar 2022.
Om genoptagelse:
En kommune, der tidligere har truffet afgørelse i en sag, har pligt til at genoptage sagen og vurdere den på ny, hvis en af følgende betingelser er opfyldt:
1) Hvis der er nye faktiske oplysninger af så væsentlig betydning, at der er en vis sandsynlighed for, at sagen ville have fået et andet resultat, hvis oplysningerne havde foreligget ved kommunens tidligere stilling- tagen til sagen
2) Hvis kommunen ved den tidligere behandling af sagen har begået væsentlige sagsbehandlingsfejl.
3) Hvis der er væsentlige nye retlige forhold, fx hvis domstolene i en tilsvarende sag har underkendt kommunens fortolkning eller praksis.
Kilde: Planklagenævnet
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.