SLAGELSE: Et flertal i byrådet i Slagelse vil ikke pålægge det lokale fjernvarmeselskab SK Forsyning at skulle blive ved med at aftage damp fra den fælleskommunale affaldsforbrænding i AffaldPlus frem til 2030.
Byrådsflertallet vil derimod lade SK Forsyning etablere sin egen varmepumpe, sådan som blandt andre Svendborg har gjort.
De to selskaber er blevet uenige om, hvorvidt deres samarbejde skal fortsætte efter 2021, hvor den nuværende kontrakt ophører - efter en midlertidig forlængelse, fremgår det af sagsfremstillingen.
Uenigheden går på, om det lokale selskab har en aftagepligt på varmen, om prisen på varmen og om varighed af en eventuel ny aftale. Grundlæggende ønsker AffaldPlus at fortsætte samarbejdet frem til 2030, mens SK Forsyning hurtigst muligt vil afslutte det, fordi selskabet kan undvære affaldsvarme og selv fremstille al varme til en billigere pris.
Enighed om koordineret nedlukning foretrækkes
Forvaltningen har i et juridisk notat fået at vide, at SK Forsyning ikke har aftagepligt, og byrådet vil altså heller ikke pålægge værket aftagepligt. Samtidig søger SK Forsyning om at etablere en varmepumpe og om at komme ud af forbrændingen i 2022/23.
Med i det hele hører også, at AffaldPlus' forbrændingsanlæg i Slagelse er et af de ti værker, som er på KL's lukkeliste for at få den samlede forbrændings-overkapacitet ned og reducere CO2. Og AffaldPlus har i forvejen planlagt at skulle stoppe forbrændingen i 2030.
"Vores anlæg i Næstved vil, når anlægget i Slagelse skal lukkes, være i stand til at håndtere de forbrændingsegnede mængder fra alle seks ejerkommuner," oplyser selskabet selv.
Det ligger implicit i byrådsflertallets beslutning, at det vil være optimalt, hvis kommunen som (med)ejere af selskaberne arbejder hen imod, at de to parter bliver enige om en koordineret nedlukning af affaldsforbrændingen i Slagelse inden for en kortere årrække.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.