
SØNDERBORG: Sønderborg Kommune har i en årrække ønsket at ændre på den fredede Kurhusskov, så den kommer til at fremstå mere åben og med græs i bunden. Det er hidtil afvist af Miljøstyrelsen, men nu har den ændret holdning og vil give lov til en mere bred tolkning af fredningen, lyder det fra Sønderborg Kommune.
Det er en meget glad formand for Teknik- og Miljøudvalget, Aase Nyegaard (Fælleslisten), der har modtaget tilkendegivelsen fra Fredningsnævnet:
- Jeg er rigtig godt tilfreds. Vi har i flere år været kede af, at vi nærmest ikke kunne røre skoven, og at den groede til. I foråret besluttede vi at gøre endnu et forsøg på at få lov til at ændre i hvert fald noget af skoven til en mere parklignende drift, og vi inviterede naboer og andre interessenter på skovtur for at høre om deres ønsker.
- 14 af dem meldte sig bagefter til at samarbejde med os om et forslag, hvilket vi er rigtig glade for, og vi er nu i proces sammen med dem om at udarbejde et forslag til drift. Det er super, at Miljøstyrelse og Fredningsnævn har taget så positivt imod vores fornyede henvendelse, vi krydser fingre for en endelig godkendelse - og jeg glæder mig til at se skoven forvandle sig til et meget mere attraktivt område, siger hun.
Af svaret fra Fredningsnævnet fremgår det, at det er en udtalelse fra Miljøstyrelsen, der ligger til grund for den ændrede kurs. Miljøstyrelsen har udtalt, at der efter dens opfattelse er vide rammer for driften af skoven og ikke noget i fredningsbestemmelser, der hindrer en parkagtig drift - og det henholder Fredningsnævnet sig til.
Fredningsnævnets positive svar har betydet, at medarbejdere i Sønderborg Kommune nu er i gang med at udarbejde forslag til en driftsplan, som skal sikre, at skovens udtryk ændrer sig. Borgerne inddrages i denne proces forud for et endeligt forslag. Håbet er, at Vej & Park allerede til foråret - under forudsætning af Fredningsnævnets godkendelse - kan begynde at tynde ud i skoven og dermed påvirke udtrykket i en mere lysåben retning.
Udtyndingen skal gennemføres, så der bliver en god balance imellem udsyn under kronerne til Sønderborg Bugt på den ene side, og på den anden side undgå så meget lysindfald, at der er basis for, at nye træer skyder fra skovbunden.
Kurhusskoven blev til, da bystyret i 1877 besluttede at tilplante fem tdr. land på Dams Klint med træer. I 1884 kom et kurhus med tilhørende have, musikpavillon og badeanstalt til, og skoven har siden heddet 'Kurhusskoven' - og gør det stadig, selv om kurhuset blev revet ned i 1970'erne.
Kurhusskoven blev fredet i 1977 og skulle bevares som offentligt skov- og parkområde. Da elmesygen kom i 1990'erne, måtte en del træer i skoven fjernes. Samtidig blev plejeniveauet sænket, og resultatet var, at skud af ahorn væltede op af jorden og gjorde den tæt og uigennemtrængelig.
Sønderborg Kommune har siden flere gange - i 2004, 2014 og 2016 - arbejdet med at få godkendt en plan for drift af skoven. Det er imidlertid strandet på krav fra Fredningsnævnet om, at skovdriften skulle holdes inden for rammerne af Skovloven og uden mulighed for en udvikling i retning af noget mere parkagtigt.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.