SØNDERBORG: Politikerne har i høj grad lyttet til kritikken af den vindmølleplan, der var i offentlig høring fra december sidste år til februar i år. Af 18 områder udpeget som mulige lokaliteter til vindmøller er de ti områder pillet ud. Tilbage er der otte områder, som ikke stødte på markant kritik i foråret. Hvis alle otte områder bliver brugt til vindmøller - i alt 21-25 stk., kan de dække 25 procent af elforbruget i hele kommunen.
- For et par år siden snakkede man i Miljøministeriets vindmøllesekretariat om, at vi kunne udpege op til ca. 60 lokaliteter til vindmøller på land. Vi reducerede det til 18 og har nu skåret yderligere ti væk som følge af indsigelser, enten fra borgere, kirke eller andre, oplyser formanden for Teknik- og miljøudvalget Peter Hansen (V), som har et enigt udvalg bag sig i den nye plan, som nu sendes til byrådets godkendelse.
- Vi ved fra en undersøgelse blandt kommunens borgere, at seks ud af 10 synes, det er enten en rigtig god ide eller en god ide at opstille vindmøller i Sønderborg-området, og selvom vi alle helst ville opstille vindmøllerne på vand, så er det nødvendigt også at opstille på land. Det er på land, den væsentligste udbygning af vindmøller skal ske, mener regeringen. Og set i forhold til reaktioner fra vores borgere i foråret synes vi, at den nye plan er rigtig fornuftig og et godt bidrag til at omstille til en mere intelligent energi-håndtering. Planen er med til at virkeliggøre kommunens og ProjectZero-visionen om at blive CO2 neutral i 2029, fastslår Peter Hansen.
I foråret følte en del borgere sig dårligt informeret om den tidligere vindmølleplan. Den kritik har kommunen taget til sig. Nu får de 142 lodsejere eller lejere, som bor i de otte vindmølleområder, hver især et brev om den nye vindmølleplan.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.