SØNDERBORG: Kommunen og Forsvaret har indgået en aftale om køb af Sønderborg Kaserne. Aftalen indebærer, at overtagelsen vil ske snarest muligt. Forsvarsminister Nicolai Wammen (S) har i dag orienteret partierne bag forsvarsforliget om købsaftalen, oplyser kommunen.
Borgmester Erik Lauritzen (S) havde varslet, at en aftale ville være på plads i denne uge, og at aftalen dermed også ville være klar til at blive behandlet i byrådet onsdag den 3. september.
- Jeg kan desværre ikke offentliggøre, hvad købsprisen er endnu, men jeg kan godt afsløre, at jeg mener vi har fået et endog meget tilfredsstillende resultat med fra forhandlingsbordet, udtaler borgmester Erik Lauritzen.
Mangler godkendelse
Når borgmesteren ikke kan offentliggøre købsprisen for Sønderborg Kaserne endnu, er det fordi, sagen skal endeligt godkendes i Folketingets Finansudvalg den 9. oktober.
- Sønderborg overtager nu lejekontrakten fra Forsvaret og sikrer sig herigennem lejeindtægterne fra asylcentret, som samtidig skaber 30 til 50 nye arbejdspladser i byen. Byggeriet af hotellet på havnen fortsætter efter planen, fortæller borgmesteren.
Kasernen blev besluttet nedlagt i starten af 2013 som en del af forsvarsforliget.
Stort havneprojekt
Det har været kommunens plan at købe kasernen siden starten af august, da det blev klart, at et såkaldt §14-forbud mod et asylcenter på kasernen blev nedstemt i byrådet. Ved samme byrådsmøde blev det besluttet at købe kasernen for at sikre, asylcentret er nedlagt senest ved udgangen af 2016.
Kasernen ligger ned til vandet i Sønderborg, og kommunen har besluttet at anlægge et stort havneprojekt med investeringer for mere end en halv mia.
Sønderborg købte tidligere i år Sergentskolens tidligere øvelsesterræn på Kær Vestermark samt KFUM-grunden på Gerlachsgade. Disse blev overdraget til kommunen den 1. maj i år. Med købet af Sønderborg Kaserne har Sønderborg Kommune således nu overtaget alle bygninger og arealer, som tidligere blev benyttet af Sergentskolen.
rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.