SORØ: Af hensyn til miljøet vælger Sorø Kommune nu at kære en afgørelse fra byretten i en sag blive 5.500 ton forurenede nedbrydningsmaterialer efter en skolenedrivning kvit, oplyser kommunen.
Murbrokkerne indeholder PCB, og firmaet Sjællands Lastvognsophug har gennem de seneste fire år siddet påbud og indskærpelser om at behandle brokkerne efter miljøgodkendelsen overhørigt.
Byretten i Næstved valgte i denne uge ikke at imødekomme kommunens anmodning om retskendelse til en såkaldt selvhjælpshandling mod firmaet - det ville give kommunen lov til selv at få arbejdet gjort.
– Når vi vælger at kære sagen til landsretten, er det, fordi vi ikke kan være tjent med, at nedbrydningsmaterialerne ligger frit fremme på ubestemt tid. Og det kan let blive konsekvensen, hvis der først skal gennemføres en skønssag, som byrettens kendelse lægger op til. Vi mener, at dommen i Næstved er afsagt på et overfladisk faktuelt og juridisk grundlag, og derfor beder vi nu landsretten om at se på sagen i håb om, at det vil munde ud i, at vi får mulighed for at fjerne eller i det mindste afdække nedbrydningsmaterialerne, siger kommunaldirektør Søren S. Kjær.
Sjællands Lastvognsophug har gentagne gange forsøgt at få ændret vilkårene i den aktuelle miljøgodkendelse, men komunen har ikke villet hæve grænseværdierne i miljøgodkendelsen, men har fastholdt, at nedbrydningsmaterialer med en højere koncentration af PCB skulle bortskaffes gennem et godkendt modtageanlæg.
Efter et årelangt forløb meldte kommunen i juni i år virksomheden til politiet for forsætligt ikke at have efterkommet et påbud om at få fjernet brokkerne efter forskrifterne - og varslede samtidig en selvhjælpshandling, som altså ikke blev godkendt i byretten.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.