
SORØ: I lighed med mange andre kommuner må Sorø finde besparelser på den offentlige transport, og udover nedskæringer i busafgange, har politikerne også her kig på udgifterne til flextransporten. Tirsdag valgte kommunens Natur-, teknik-, og planudvalg at fastholde flextransporten - men til en dyrere pris for borgerne, fremgår det af referatet.
Som tidligere fortalt i DK Nyt tilbyder de fleste af landets kommuner deres borgere flexture til en pris mellem en busbillet og taxa, omend priserne er forskellige fra kommune til kommune. Fx overvejede Helsingør Kommune også helt at droppe flexturene, men kommunens By-, plan- og trafikudvalget besluttede i sidste uge i stedet at finde besparelser på 3 mio. kr. i år på asfaltarbejde og trafikkampagner.
I Sorø har har kommunen kørt med en grundtakst på 41 kr. for de første ti km for brugeren. Overvejelser om helt at nedlægge flexturene har givet flere bekymrede høringssvar, og udvalget besluttede at bevare ordningen men med forhøjede takster ved at gå fra grundtakst til bytakst. Ud af to mulige bytakster gik et flertal i udvalget ind for at flexturene fremover skal være til den højeste, der koster borgeren 68 kr. for de første ti km.
Dyrt for kommunen
Trafikselskabet Movia har lavet et estimat på, at kommunen med den ændring kan spare omkring 0,35 mio. kr. ud af de godt 1,4 mio. kr. som flexturene i dag koster kommunen. Af udvalgsindstillingen fremgår det, at den besparelse opnåes med et skønnet fald i passagertallet: "hvilket vil lede til reducerede omkostninger for kommunen".
- Udgiften til flextur er steget med over 60 procent fra 2021 til 2022, siger leder af Vej og Park i Sorø Kommune Peter Neerup Madsen til TV2 Øst.
Samlet set er der indstillet besparelser på den kollektive trafik i Sorø Kommune for godt 1,1 mio. kr. i 2023 og godt 3,5 mio. i 2024. Ud over de højere takster på flextransporten, fjernes flere busafgange og kommunens engement i samkørsels-appen Nabogo spares væk i 2023 og 2024.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.