
KØBENHAVN: Et flertal i Borgerrepræsentationen vedtog i maj at søge regeringens tilladelse til en forsøgsordning med intelligent roadpricing, men ifølge et svar fra miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) til Berlingske, er regeringen ikke så langt i sine overvejelser, at der kan stilles et forsøg i København i udsigt.
Med intelligent roadpricing menes en model, hvor hver bil monitoreres med GPS. Man kan justere prisen efter, hvornår vejene bruges, og på den måde kan prisen for kørsel sættes højt i myldretiden og lavt ved mindre trængsel.
Prisen vil også kunne ændres fra område til område for at sprede trafikken og begrænse den udvalgte steder. Helt konkret er det en afgift, som bilisten betaler fra tur til tur, oplyser Ingeniøren.
Ifølge forsøg fra det statsejede infrastrukturselskab Sund & Bælt er teknologien allerede tilgængelig og testet. Nøjagtigheden lå over 99 pct., oplyste en projektleder fra Sund & Bælt til Ingeniøren i august. Dog med det forbehold, at der ikke er testet brugeradfærd eller muligheden for snyd. Også i Belgien er der afprøvede ordninger med roadpricing for lastbiler.
Forgæves anbefaling
Vedtagelsen i Borgerrepræsentationen, der altså ikke fik regerings-opbakning, kom via et medlemsforslag fra Alternativet. Både Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og De Radikale bakkede op.
I 2013 anbefalede Trængselskommissionen, at Danmark senest i år 2025 indfører roadpricing landsdækkende. Begrundelsen var, at det vil være det 'mest effektive redskab til at reducere trængselsproblemerne'. Anbefalingerne er dog ikke blevet fulgt.
Vejafgifter har ved flere lejligheder vist sig at være en politisk varm kartoffel. Særligt den tidligere S-R-SF regering brændte sig på sagen tilbage i 2011. Her måtte daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) skrinlægge planerne om en betalingsring uden om København.
Senest er vejafgifter blevet bragt på tale i en aftale mellem V-LA-K-regeringen og Dansk Folkeparti om at undersøge mulighederne for periodebaserede vejafgifter for person- og varebiler.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.