

FOLKETINGET: Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skal stå skoleret i sagen om den omstridte landbrugspakke.
Det mener Enhedslisten, der kalder Løkke i samråd på baggrund af en artikel fra Berlingskes torsdagsavis, der beskriver, hvordan regeringstoppen angiveligt pressede embedsmænd i Miljø- og Fødevareministeriet til at favorisere landbruget mest muligt.
- Vi vil gerne have statsministeren i samråd for at høre, hvor meget han har vidst i den her sag, siger Enhedslistens miljøordfører, Maria Reumert Gjerding.
Hemmelige møder med embedsmænd
Berlingske skriver, at embedsmænd i Miljø- og Fødevareministeriet over flere måneder blev indkaldt til en række møder med statsministeren og flere af hans topembedsmænd.
Og hvis det viser sig at være sandt, at statsministeren og resten af regeringstoppen har været dybt involveret i sagen om landbrugspakken, bør det få fatale følger for Lars Løkke Rasmussen, mener Maria Reumert Gjerding.
- Hvis det viser sig, at denne vildledning kommer fra partitoppen og Lars Løkke Rasmussen, har vi svært ved at se, at man stadig kan have tillid til statsministeren.
Et usædvanligt forløb
Berlingske har talt med centrale kilder, der uden at ville stå frem med navn fortæller, at Venstre pressede embedsmændene for at slække på pakkens miljøvenlige tiltag.
- På flere møder udsatte Venstre-folkene embedsmændene for vedvarende skeptiske spørgsmål om, hvorfor man ikke bare kunne gennemføre 16-punktsplanen uden at kompensere med andre miljøvenlige indsatser, lyder det fra en anonym kilde til avisen.
- Det var et ret usædvanligt forløb. Opfattelsen i ministeriet undervejs i forløbet var, at det sværeste ved landbrugspakken var at få den igennem Venstre-ministrene og Venstres folketingsgruppe.
Vil ikke udtale sig
Berlingske har forsøgt at få fat i de involverede ministre, der tæller statsministeren, undervisningsminister Ellen Trane Nørby, energiminister Lars Christian Lilleholt, transportminister Hans Christian Schmidt og daværende uddannelsesminister Esben Lunde Larsen.
Sidstnævnte har siden overtaget Eva Kjer Hansens job som miljø- og fødevareminister.
Ingen af ministrene har ønsket at stille op til interview.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.