SOLRØD: Flere steder i landet strander naturprojekter, der skal føre til mere vild natur, oversvømme lavbundsarealer eller skåne drikkevandsboringer fra sprøjtning med giftstoffer på modstand fra landmænd.
Lodsejerne stritter imod, er ikke tilfredse med erstatningerne og trækker sagerne i langdrag.
Men i Solrød ser det ud til, at et naturprojekt langs Solrød Bæk, der skal omdanne tre pct. af kommunens geografisk samlede areal til vild natur, kan blive til noget. Her er der et tæt samarbejde mellem landmænd og lodsejere, kommunen, flere forsyningsvirksomheder og Naturstyrelsen, oplyser kommunen.
Og projektet kommer både til at løfte biodiversiteten, beskytte drikkevandet og mindske CO2-udledningen. Derudover bliver der efter en jordfordeling bedre muligheder for de implicerede landmænd og en rekreativ natursti, der binder byerne Havdrup og Solrød sammen.
Landmænd og lodsejere bytter ca. 120 hektar af deres jord langs med Solrød Bæk ud med landbrugsjord et andet sted. Arealerne er udpeget til særligt beskyttede områder, hvor der bores og kan bores efter drikkevand, og i stedet for landsbrugsjord skal arealerne omdannes fra dyrkede marker til et eng- og moseområde med vild natur og vandløb med fisk og anden fauna.
Mange aktører sammen
- Som kommune ville vi ikke selv være i stand til at løfte et så ambitiøst projekt af denne størrelse. Vi er mange aktører, der brænder for dette projekt, siger borgmester Niels Hörup (V), som understreger, at projektet kun kan lade sig gøre, fordi landmænd og lodsejere er positivt stemt over for det.
For at projektet skal lykkes, skal landmænd og lodsejere have byttet deres jord til god landbrugsjord et andet sted. Derfor har kommunen søgt statens pulje til multifunktionel jordfordeling.
Projektet udvikles i samarbejde med KLAR Forsyning, HOFOR, lokale landmænd, lodsejere og Naturstyrelsen.
Som en del af projektet vil Solrød Kommune bl.a.
- Udlægge strækninger med græssende får, geder eller heste
- Skabe nye åndehuller med vilde marker og enge
- Etablere små søer
- Slynge Solrød Bæk
- Åbne en rørlagt strækning på Salbjerg Bæk
- Skabe små oaser med hjemmehørende træer og buske
- Foretage en genopretning af Tykmosen
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.