
I et nyt landsplandirektiv har indenrigsminister Christian Rabjerg Madsen (S) udpeget omkring 2.300 hektar nye grønne kiler i hovedstadsområdet.
De ligger i tilknytning til de eksisterende grønne kiler og indeholder både skove og åbne naturområder, oplyser ministeriet. De 2.300 hektar svarer til arealet af Hvidovre Kommune.
Udover at give borgerne adgang til natur vil landsplandirektivet give nye muligheder for at lave såkaldte grønne baser i form af nye bygninger, hvor fx skovbørnehaver og naturskoler kan booke sig ind og opleve og lære om naturen.
- Jeg håber, at børn og voksne vil være nysgerrige efter at begive sig ud i de nye grønne kiler og opleve den smukke natur. Jeg glæder mig også over, at vi har sikret bedre muligheder for, at børn og unge for en dag kan skifte daginstitutionen eller klasseværelset ud med et levende læringsrum i skoven eller på engen, siger ministeren.
Plan fra 1947
Grønne kiler indgik allerede i Fingerplanen fra 1947, som siden da har dannet ramme for den fysiske planlægning i hovedstadsområdet.
Grundtanken i planen er at koncentrere boliger, handel, virksomheder og offentlige institutioner omkring en veludbygget infrastruktur i "fingerbyen" og fastholde områderne udenfor til grønne kiler, mindre bysamfund, jordbrug mv.
De grønne kiler har som primært formål at tilgodese behovet for friluftsliv og let adgang til friluftsarealer. Offentlig adgang og ophold har således højeste prioritet i de grønne kiler. De skal friholdes for bymæssige fritidsanlæg og må ikke inddrages til byzone.
De grønne kiler i Fingerplan 2019 omfatter et areal på ca. 36.000 hektar, og heraf udgør indre grønne kiler og kystkiler ca. 23.000 hektar, mens ydre grønne kiler omfatter ca. 13.000 hektar. Med de nye områder øges kilerne altså med ca. 2.300 hektar.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.