dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
doi
Kalundborgmotorvejen og E45 ved Kolding skal udbygges.
Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Stor motorvejsudbygning besluttet: Skal stå klar i 2028

Forligskredsen bag Infrastrukturplan 2035, Fremtidens Veje, har besluttet at udbygge to motorveje. Der er tale om Kalundborgmotorvejen og E45 ved Kolding.

På det seneste møde i forligskredsen bag Infrastrukturplan 2035, Fremtidens Veje, har partierne besluttet at igangsætte udbygninger af to motorvejsstykker. Det oplyser Transportministeriet.

Det er besluttet at gennemføre tredje etape af motorvejen Kalundborgmotorvejen mellem Knabstrup og Tømmerup ved Kalundborg. Det betyder, at den eksisterende motortrafikvej udbygges på strækningen Knabstrup til Viskinde, mens der fra Viskinde til Kalundborg anlægges en ny, firsporet motorvej. Arbejdet ved Kalundborg skal efter planen begynde i 2024, og den nye vej skal være klar til brug i 2028.

Forligskredsen har besluttet en model, der giver motorvejen en hastighedsgrænse på 110 til 130 kilometer i timen. Desuden indeholder projektet blandt andet støjskærme langs strækningen, der går gennem Jyderup, ændring af til- og frakørselsanlæg på strækningen samt en rasteplads mellem Mørkøv og Jyderup.

Den oprindelige økonomiske ramme for motorvejsprojektet ved Kalundborg er på 2.097,7 millioner kroner (2023-pl). Grundet prisstigninger er rammen dog ikke stor nok til at gennemføre projektet. Derfor har Transportministeriet fundet ekstra midler på i alt 452,4 millioner kroner i den centrale anlægsreserve til den endelige finansiering. 

Der fremsættes anlægslov for 3. etape af Kalundborgmotorvejen i starten af næste folketingssamling.

Opgradering ved Kolding

Derudover har forligskredsen besluttet at motorvejsstrækningen nordvest for Kolding, mellem motorvejskrydsene, der leder mod Aarhus og Esbjerg, får en opgradering.

Konkret betyder det, at motorvejen i hver retning udvides med et spor, så der på den i alt syv kilometer lange strækning bliver seks til otte spor frem for de nuværende fire til seks spor. Desuden udbygges og nybygges der støjskærme på strækningen. 1.280 meter støjskærm skal ombygges, mens der bygges nye støjskærme på en sammenlagt 1.560 meter lang strækning.

Kolding-projektets samlede bevilling er på 631 millioner kroner, og arbejdet forventes påbegyndt i 2025 og stå klar i 2028.

lal

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/stor-motorvejsudbygning-besluttet-skal-staa-klar-i-2028

GDPR