
Selv små og tidsbegrænsede byfornyelsesprojekter kan få stor effekt i et lokalområde, hvis kommunen har en samlet strategi for, hvad man vil opnå, viser en ny rapport fra Statens Byggeforskningsinstitut (SBI) ved Aalborg Universitet København, der undersøger kommunernes erfaringer med byfornyelse i perioden 2004-2013.
- De små projekter og de små tilskud kan have stor betydning, hvis de hægtes op på en retning og en vision for lokalområdet. Byfornyelsen skal ideelt set være værdiskabende for lokalsamfundet og kommunen som helhed. Tilskud der fx gives til nedrivning eller istandsættelser af bygninger, skal ikke ses som et tilskud til den enkelte ejer, men som et tilskud til lokalsamfundet, fordi det enkelte projekt er med til at løfte et område og dermed skaber en lokal værdi, siger seniorforsker Jesper Ole Jensen.
SBI’s rapport viser, at der siden 2003 har været stigende interesse for byfornyelsesmidlerne. 73 pct. af alle kommunerne anvendte byfornyelsesmidler i perioden 2010-2013.
Det er dog langt fra alle kommuner, der har udarbejdet en strategi for byfornyelsen. Kun omkring en tredjedel af de mest aktive og erfarne kommuner har formuleret en samlet strategi for de forskellige byfornyelsesordninger, de har til rådighed. Lidt flere - omkring halvdelen af de mest aktive kommuner - har formuleret en strategi for de enkelte ordninger.
- Uden en strategi risikerer man at bruge midlerne ad hoc, og dermed mindskes chancen for at udnytte den synergieffekt, der kan opstå, når man klarlægger, hvordan midlerne skal spille sammen. Kommunerne har stort potentiale for at styrke deres byfornyelsesindsats med en strategisk tilgang, siger Jesper Ole Jensen.
Han fremhæver desuden vigtigheden af at engagere de lokale borgere i byfornyelsesindsatserne.
- Byfornyelsen kan være med til at løfte et lokalområde, men det kan ikke løse alle problemerne i et område. Det er vigtigt at koble en 'top-down'- og 'bottom-up'-tilgang, hvor de lokale borgere også engagerer sig i indsatsen. Det er vigtigt for at forankre forandringerne i lokalområdet på den anden side af byfornyelsen, siger Jesper Ole Jensen.
Eksempler på positive effekter fra byfornyelsesindsatserne er blandt andet, at de pågældende områder er gjort mere attraktive, at beboere og de erhvervsdrivende er blevet stolte over deres lokalområde, at indbyggertallet er øget og det lokale butiksliv styrket.
mk
Læs mere hos Aalborg Universitet.
Læs eller download rapporten 'Kommunernes strategiske brug af byfornyelsen'.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.