KØBENHAVN / FREDERIKSBERG: I tre timer onsdag morgen var indgangen til Amager Bakke, tidligere kendt som Amagerforbrændingen, blokeret af strejkende skraldemænd.
Omkring 550 skraldemænd i København og på Frederiksberg har nedlagt arbejdet. Fagbladet 3F kunne tirsdag berette, at der er tale om en strid mellem skraldemændene og Amager Ressource Center (ARC).
ARC har onsdag været i kontakt med politiet for at få blokaden brudt, og politiet har også været til stede og opfordret til at opløse blokaden. Selv om blokaden er opløst, fortsætter arbejdsnedlæggelsen.
Skraldemændene mener ifølge fagbladet, at ARC har brudt en aftale om skraldemændenes arbejdsvilkår. Der er ikke tale om løn, men andre vilkår fortalte Mike Stirling, der er afdelingssekretær for 3F Kastrup, til Fagbladet 3F.
ARC bestrider den udlægning.
- 3F og renovationsmedarbejderne har gentagne gange fremført, at ARC skulle være løbet fra en indgået aftale i sidste uge. Det er ARC magtpåliggende at understrege, at det ikke er tilfældet, siger Helena Hasselsteen Nielsen, der er chef for affaldsindsamling hos ARC.
- Efter et dialogmøde tirsdag om de københavnske renovationsmedarbejderes fremtidige arbejdsvilkår modtog ARC en mail med udkast til en arbejdstidsaftale fra tillidsrepræsentanterne. Men udkastet havde aldrig været drøftet med ARC. Og ARC måtte konstatere over for 3F, at en aftale ikke kan indgås uden modpartens accept, siger hun.
Fem kommuner berørt
Tirsdag har ARC fået arbejdsrettens ord for, at skraldemændene har nedlagt arbejdet i strid med deres overenskomst.
ARC er et fælleskommunalt selskab ejet af Dragør, Frederiksberg, Hvidovre, København og Tårnby kommuner.
Københavns Borgerrepræsentation vedtog i efteråret 2018 at overdrage affaldsindsamlingen til ARC. Opgaven skal hjemtages i takt med, at de eksisterende kontrakter med private renovatører udløber. Det er på den baggrund, at ARC og 3F siden efteråret 2020 har forhandlet om de københavnske renovationsmedarbejderes fremtidige arbejdsvilkår.
/ritzau / ak
Opdateret 11.08 med oplysninger om, at blokaden blev opløst
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.