
Energistyrelsen har givet EU forkerte oplysninger i et spørgeskema, som EU-Kommissionen har udsendt til medlemslandene omkring boring efter skifergas, mener blandt andre to nordjyske borgmestre.
EU har indstillet en række minimumskrav til medlemslande, der forsøger at efterforske eller udvinde skifergas. Foruden en lang række tekniske forhold skal medlemsstaterne også svare på, om der har været fuld offentlighed omkring de nationale projekter.
Det er Energistyrelsen, der svarer EU-Kommissionen på Danmarks vegne. Og netop spørgsmålet om åbenhed i processen bliver besvaret med et 'ja'. Ikke 'nej', og ikke 'delvist'. Og det er kritisabelt, siger professor og EU-ekspert Søren Dosenrode fra Aalborg Universitet ifølge tv2nord-dk.
- Den danske stat har et kæmpe embedsværk, så det burde ikke være noget problem at give retvisende svar. EU er et retssamfund, der bygger på, at staterne lever op til de forpligtigelser, de har, både juridisk og moralsk, så selvfølgelig skal Danmark svare korrekt, siger Søren Dosenrode til TV2 Nord.
Selv ikke Folketinget vidste noget
Også Steen Gade (SF), der er formand for Folketingets Energiudvalg, undrer sig:
- Jeg mener faktisk, at det er helt misvisende. Det svar dækker jo overhovedet ikke virkeligheden. Ikke engang Folketinget var jo klar over, at projektet her drejede sig om skifergas, siger Steen Gade til TV2 Nord.
Jammerbugts borgmester Mogens Gade (V) føler sig ført fuldstændig bag lyset af staten, der har givet det franske energiselskab ret til at efterforske og udvinde skifergas i hele Vendsyssel.
- Hvis staten kalder det her for fuld information, så skriger det til himlen. Vi er overhovedet ikke blevet informeret om konsekvenserne af skifergas-aftalen, siger Mogens Gade.
Hjørring-borgmester Arne Boelt (S) er helt enig. Han mener, at staten slet ikke involverede hverken borgerne eller kommunerne.
- Vi har været inviteret til et møde hos Total, men staten har vi intet hørt fra, og det har jeg det skidt med. Det er først, da vi hører om sagen på TV2 Nord, at vi bliver klar over, at der også er givet tilladelse til at bore i Hjørring Kommune, siger Arne Boelt.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.