
STRUER: Målet i Struer Kommune med at nedbringe udslippet af CO2 har skabt gode resultater – udslippet er faldet med 50 pct., oplyser kommunen.
Tallene viser, at der i 2007 i Struer Kommune blev udledt 6,2 ton CO2 pr. indbygger. Det tal var faldet til 3,1 ton CO2 i 2013. Det giver Struer en tredjeplads på listen over de 19 kommuner i Region Midtjylland, der udleder mindst CO2 pr. indbygger.
Det er især det aktive arbejde med Måbjerg Bioenergi, der sørger for CO2-neutral fjernvarme og opstillingen af flere vindmøller, der giver det gode resultat.
De flotte tal fik i 2013 Struer Kommune til at skrive under på Klimakommuneaftalen og Borgmesterpagten. Begge aftaler forpligter kommunen til at lave en plan for, hvordan CO2-udslippet kan skæres med mindst to pct. om året.
Transport er næste udfordring
Som et led i arbejdet med at nedbringe udslippet af drivhusgasser endnu mere, har politikerne i Struer Kommune vedtaget 'Energi og Bæredygtighedsplan 2015', der viser alle de forskellige initiativer, der allerede er i gang i kommunen.
- Planen hjælper os med at holde fokus, så vi kan fortsætte med at sænke udslippet af CO2. Vi har lige nu brugt de mest effektive tiltag, så i fremtiden bliver det mere vanskeligt at skære yderligere ned på energiforbruget. Derfor er det vigtigt at finde ud af, hvordan vi håndterer de to store udfordringer – transportsektoren og opvarmning af de private husstande. De to poster alene udgør 72 pct. af det samlede energiforbrug i Struer Kommune, så vi skal finde nogle gode løsninger, som borgerne og virksomhederne vil bakke op om, siger borgmester Mads Jakobsen (V).
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.