
Det kom bag på transportminister Trine Bramsen (S), da Politiken tidligere på ugen konfronterede hende med, at det statslige selskab Sund & Bælt i september havde udbudt en 80 mio. kr.-rammeaftale på rådgivningsydelser relateret til arbejdet med Kattegatforbindelsen.
"Der er ikke en politisk aftale omkring de videre undersøgelser, og derfor overrasker det mig, hvis der er iværksat et udbud", udtalte Trine Bramsen til mediet i en skriftlig kommentar.
Nu har Sund & Bælt besluttet at trække udbuddet tilbage. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse, hvor det samtidig forklarer, hvorfor udbuddet overhovedet var sat i gang.
Sund & Bælt forklarer, at udbuddet er sat i gang for at imødekomme en formulering, der blev brugt i en pressemeddelelse fra transportministeren, da resultaterne er forundersøgelserne for Kattegatforbindelsen blev offentliggjort i juni. Her udtalte ministeren følgende:
"Forundersøgelsen af Kattegat giver ikke grundlag for at igangsætte projektet. Således vil der ikke blive iværksat konkrete anlægsaktiviteter. Der er politisk opbakning til videre drøftelse af igangsættelse af yderligere undersøgelser af klima- og miljøkonsekvenser."
Vil undgå misforståelser
Det er den sidste del af citatet, som havde fået Sund & Bælt til at igangsætte udbuddet.
"Med baggrund i ovenstående udtalelse har Sund & Bælt Holding A/S ønsket at sikre sig mulighed for at kunne aftage rådgivningsbistand, såfremt de politiske drøftelser resulterer i enighed om igangsættelse af de af ministeren omtalte yderligere undersøgelser", lyder det i pressemeddelelsen fra Sund & Bælt.
Selskabet understreger at samtidig, at udbuddet af en rammeaftale alene sikrede overholdelse af udbudspligten for at indkøbe konsulentydelser, og man således ikke tvunget til at benytte rådgiverne.
Som følge af debatten, som ministerens manglende viden om udbuddet har medført, har Sund & Bælt nu altså trukket udbuddet tilbage "for at undgå misforståelser". Rammeaftalen vil nu først blive genudbudt, hvis "der eventuelt foreligger en politisk aftale vedrørende yderligere undersøgelser af en Kattegatforbindelse."
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.