
THISTED: Det privatejede indkøbscenter Hanstholm Centret er kommet i søgelyset hos den kommunale tilsynsmyndighed Ankestyrelsen, fordi Thisted Kommune har bekostet for 637.000 kr. renovering af overdækningen af fælles gangarealer i centret.
Ankestyrelsens og før da Statsforvaltningens interesse blev vakt for snart fire år siden ved en anonym henvendelse vedlagt et par avisartikler om arbejdet.
Sagsbehandlingen har været så langstrakt, at Ankestyrelsen beklager forløbet, men det forhindrer dog ikke, at styrelsen gerne vil vide hvordan Thisted Kommune agter at forholde sig til, at styrelsen 'efter en samlet vurdering' er af den opfattelse, at Thisted Kommune 'yder støtte til private erhvervsdrivende i centeret i strid med kommunalfuldmagtsreglerne'. Kommunen har fået frist til midt i april til at komme med et svar.
Årsagen til at kommunen overhovedet er involveret i indkøbscentret skriver sig tilbage til dets oprettelse i 1974. Centret blev opført på statslig grund, og det indgik i vilkårene, at den 'daværende Hanstholm Kommune anlagde parkeringspladser, samt at gang- og torvearealer skulle udlægges som offentlige og forblive offentlige ved eventuel overdækning', idet den eventuelle overdækning ikke var mere eventuel, end at den blev udført allerede da centret blev bygget.
Thisted Kommune, som den daværende Hanstholm Kommune i dag indgår i, mener derfor, at overdækningen af centret er en del af et offentligt areal, og at renoveringen af den er en del af den kommunale vedligeholdelsesforpligtelse. Undervejs i sagen er Vejdirektoratet blevet spurgt om gangarealerne inde i Hanstholm Centret kan tælle som offentlig vej, og skønt svaret er pakket ind i forbehold, er slutfacit nærmest, at det kan det nok ikke.
Ankestyrelsen konkluderer på den baggrund, at det i hvert fald ikke er vejloven, der giver Thisted Kommune belæg for at afholde udgifter i Hanstholm Centeret, og på spørgsmålet hvilken hjemmel kommunen så mener, at den har, var svaret blot en opsummering af forhistorien samt en bemærkning om at kommunen 'ikke tidligere haft anledning til at overveje, om der kunne findes en alternativ hjemmel for afholdelse af de omhandlede udgifter'.
Se Ankestyrelsens udtalelse.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.