TØNDER: Når Tønder Kommune efter Slots- og Kulturstyrelsens påbud skal i gang med at retablere den gamle Fiskebæk Bro, der ved en fejl blev fjernet under en renovering af vejen, indebærer det, at kommunen vil stille krav om finansiering overfor det rådgivende ingeniørselskab COWI, der ikke havde ment, der ville være problemer i at fjerne broen.
Det oplyser fagchef for Teknik og Plan Lars-Erik Skydsbjerg til dknyt. Fagchefen har intet bud på, hvad arbejdet vil løbe op i, men i første omgang vil kommunen i dialog med Slots- og Kulturstyrelsen og COWI udarbejde et projekt, der lever op kravene til reetableringen af fortidsmindet.
I afgørelsen fra styrelsen lyder det endvidere, at reetableringen af den oprindelige beskyttede bro skal ske med brug af de originale kvadre. Derudover skal den genopbyggede bro i videst muligt omfang ligne den oprindelige bro, i og med at den skal have samme fremtoning, karakter, størrelse og byggeteknik i overfladerne som det oprindelige bygværk.
Dog påpeger Slots- og Kulturstyrelsen, at den genopførte bro af hensyn til trafikken kan gøres bredere end den oprindelige.
Selve reetableringen af Fiskebæk Bro skal være udført senest den 31. december 2019.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.