
KØBENHAVN: De ligner umiddelbart almindelige danske bybusser. De er 12 meter lange og gule - men der er en markant forskel. De to nye busser, som Trafikselskabet Movia har bestilt i Kina, kører på el. De store el-busser er de første, der skal køre i København. Busserne skal indsættes i den kollektive trafik som et forsøg, hvor det skal vurderes, hvorvidt teknologien bag store elektriske busser er klar til drift.
- Movias busser bruger i omegnen af 50 millioner liter diesel om året, så el-busserne giver mulighed for markante forbedringer i forhold til miljøet og det generelle støjniveau, siger Dorthe Nøhr Pedersen, administrerende direktør i Movia.
Elektriske busser udleder ingen CO2, NOx'er og partikler lokalt. Og så støjer de markant mindre. Medtages udledningen fra kraftværkerne, vil elektriske busser reducere udledningen af CO2, NOx og partikler markant i forhold til nyeste dieselbusser. Desuden forventes det, at de elektriske busser er både billigere og nemmere at vedligeholde.
El-busserne udstyres med en datalogger, der automatisk videresender alle relevante data om forbruget og bussens generelle helbredstilstand, så forsøget kan afsluttes med en evaluering af, om teknologien er tilstrækkelig udviklet og velegnet til vore breddegrader.
Forsøgets øvrige parter i demonstrationsforsøget er Københavns Kommune, DONG Energy, City-Trafik og Arriva.
Fakta:
- Demonstrationsfasen forventes at træde i kraft i starten af 2013 på storkøbenhavnske linjer.
- Busserne vil i forsøgsperioden skulle køre på forskellige linjer med forskellig belastning, hvad angår hastighed og passagerer.
- Forsøget kører i to år, hvorefter resultaterne evalueres.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.