AARHUS: Det flyder med engangskaffekopper mange steder i det aarhusianske bybillede. Nu vil kommunen vænne aarhusianerne til at købe et genbrugeligt kaffekrus, når de fremover køber en kop kaffe til at tage med på farten. Det koster fem kroner ekstra i pant, og man får pengene retur, når kaffekoppen afleveres i en af de 20-25 opstillede automater.
Herefter vaskes kopperne og sendes tilbage til de 44 medvirkende caféer og kaffebarer for at blive genbrugt.
Aarhus er det første sted i landet, der afprøver det nye system. Målet er et renere miljø, siger teknik- og miljørådmand Nicolaj Bang (K).
- Vi finder rigtig mange engangskopper i naturen og i bybilledet, og vi fisker også rigtig mange tusinder op fra åen. Hvis folk bruger genbrugskopper i stedet for engangskopper, så sparer det CO2-udledning. Der er også et rengøringselement i det, fordi vi så forhåbentlig vil få færre kopper smidt i naturen, siger Nicolaj Bang.
Engangskaffekopper indeholder både plast og pap. De ender som hovedregel som restaffald på forbrændingsanlæg, forklarer rådmanden. De alternative kaffekopper kan derimod bruges igen og igen, og dermed sparer man ifølge rådmanden ressourcer og CO2-forbrug på at fremstille nye.
- Jeg kan ikke sige, hvor mange ton CO2, vi sparer. Jeg kan bare konstatere, at de her kaffekrus er det, der fylder allermest, når vi tømmer vores skraldespande, siger Nicolaj Bang.
Tre år med forsøg
Forsøget løber over tre år. Hvis tilstrækkeligt mange gør brug af ordningen, kan den ifølge rådmanden blive udvidet til at omfatte andre former for emballage.
- Hvis det kan flyve med kaffekopperne, så kan det måske også flyve med takeaway-emballage af anden art. Så begynder vi at have noget, der virkelig kan flytte noget i forhold til affald og mikroplast i naturen. Så ambitionsniveauet er stort, siger Nicolaj Bang.
Der bliver brugt cirka 300 millioner engangskopper og 150 millioner engangsbokse til takeaway om året herhjemme.
Hos organisationen Plastic Change ser man projektet i Aarhus som et første skridt på vejen mod en landsdækkende ordning.
- Det er spændende, at Aarhus går foran og tester en løsning, som selvfølgelig bør udbredes til at blive en national ordning.
- Kaffekoppen er et godt sted at starte, fordi den er rimelig standardiseret. Men vi ser også gerne, at man laver tilsvarende ordninger for eksempelvis bakker til pizza og sushi, siger direktør Louise Lerche-Gredal.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.