KØGE: Det lysner for parterne i en langvarig strid mellem Køge Kommune og campingpladsen Corona Camping, idet et politisk flertal ifølge By-, Land- og Kirkeministeriet vil ændre planloven, så der i nogle tilfælde kan etableres midlertidige boliger i landzone til socialt udsatte og veteraner.
- Køge Kommune har afsøgt muligheden for, at Corona Camping kan tilbyde helårsbeboelse. Nu åbner regeringen og forligspartierne med lovændringen for nye muligheder, og dem vil vi forfølge, siger Køge-borgmester Ken Kristensen (V).
Han er glad for de nye muligheder og betragter det som et signal om, at der også andre steder i landet skal være mulighed for at hjælpe veteraner og socialt udsatte i mindre befolkede områder.
Som reglerne er i dag, er det ikke muligt for kommunen at opføre helårsboliger i det område, hvor Corona Camping ligger.
Campingpladsen, der ligger i et naturfølsomt område, har i årevis strittet imod at få inddraget sin vintertilladelse. Senest gav Planklagenævnet i juni 2025 Køge Kommune medhold i, at helårsbeboelse ikke skal tillades på pladsen. På den baggrund blev campingpladsens vintertilladelse inddraget gældende fra 1. november.
Corona Campings praksis har helt siden 2017 været i strid med Køge Kommune, der har udstedt flere påbud mod helårsbeboelse.
Klima- og Planudvalget i kommunen besluttede blandt andet i 2023, at fastliggerne skulle være fraflyttet 15. februar samme år. Det nægtede beboerne, og det fik efterfølgende Køge Kommune til at politianmelde pladsen.
Minister på besøg
Minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin (V) besøger onsdag Corona Camping sammen med borgmesteren for at få en rundvisning og høre om nogle af de udfordringer, kommunen oplever.
- Jeg er glad for, at vi nu kan give kommunerne nye værktøjer i arbejdet med at sikre tag over hovedet for socialt udsatte borgere. Det skylder vi ikke mindst mennesker, der i årevis har levet i uvished. Jeg mener, at initiativet her er et vigtigt skridt for at skabe tryghed og værdige rammer for dem, der allermest har brug for det, siger Morten Dahlin.
Konkret vil forligskredsen bag planloven – SVM-regeringen samt K og DF – med det nye initiativ ændre planloven, så kommunerne får mulighed for at etablere midlertidige boliger til socialt udsatte borgere og veteraner i op til 15 år.
Lovændringen kan blandt andet give en kommune som Køge flere handlemuligheder. Den aftalte ændring af planloven vil ikke tilsidesætte eksisterende regler vedrørende miljø- og naturbeskyttelse, campingreglementet eller bygningsreglementet.
Læs mere om lovændringen her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.







