To historiske stenrev ud for Tårbæk i Øresund og ved Gilleleje Flak i det sydlige Kattegat skal genskabes. Mere end 60 tusind tons sten skal lægges ud på havbunden, hvor høje tangskove med tiden vil vokse op og blive tilholdssted for fisk, havplanter og bunddyr, oplyser Miljøstyrelsen.
- Mange af vores kystnære stenrev er blevet forarmet og nogle steder helt forsvundet. Men nu får vi to vigtige rev tilbage, som med tiden vil få stor betydning for fisk og bunddyr, der er afhængige af revenes varierede natur og mylder af skjulester. Livet på revene vil også smitte af på omgivelserne, fordi revene har stor betydning som yngle- og opvækstområder som for eksempel torsk og hummer, siger funktionsleder Dorte Wenøe Breddam fra Miljøstyrelsen.
Stenene fra de oprindelige rev er typisk blevet anvendt til byggeri af havne, slotte og kirker. Denne skæbne har ramt op mod 80 pct. af de oprindelige stenrev langs danske kyster.
- Miljøstyrelsen står bag de nye rev, som er medtaget på finansloven for 2023. De nye stenrev forventes at være færdige i foråret af 2024.
- Stenene til revet har en størrelse på 30-70 centimeter og stammer fra anlægsarbejder i Norge. De oprindelige stenrev i Øresund har bestået af en samme type sten, som i istiden blev ført med isen nordfra til Danmark.
- Tårbæk Rev får form som en flade på 34 hektar med stenene hovedsagelig i ét lag med en varierende dækning af bunden på 25-100 procent. Indenfor området anlægges toppe med huler. Der skal i alt udlægges 30.000 m3 sten.
- Gilleleje Flak er en del af Natura 2000-område 195 som ligger i det sydlige Kattegat ud for Gilleleje. Her er målet at skabe et huledannende stenrev. De to områder der ønskes reetableret er på hver ca. 50 ha, og der skal anvendes en stenmængde på op til 30.000 m3 sten.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.