Et flertal uden om regeringen vil bruge to mia. kr. yderligere til at udvide Togfonden, der skal sikre bedre kollektiv trafik. Bag aftalen står Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Enhedslisten, De Radikale og SF.
- Der er bred politisk opbakning til det, vi nu lægger frem, som sikrer, at Togfondens fase 1 kan gennemføres. Vi forventer, at regeringen vil indrette sig efter det. Der er et flertal i Folketinget, der i dag, hvor vi behandler finansloven første gang, sender et meget klart budskab, siger politisk ordfører Nicolai Wammen (S).
Han hentyder til, at opmærksomheden fjernes fra debatten om regeringens finanslovsforslag og flyttes til udspillet om kollektiv trafik. Sidste år fik partierne uden om regeringen dele af Togfonden med på finansloven, og samme scenarie udspiller sig altså igen i år.
Interessant er især Dansk Folkepartis rolle. I modsætning til de tre regeringspartier - Venstre, Liberal Alliance og De Konservative - er regeringens støtteparti DF med i Togfonden.
- Det her er en hjælp til regeringen. Der har vist sig at være nogle fordyrelser, lyder det fra DF's transportordfører Kim Christiansen.
Han afviser blankt, at det sender et signal, at udspillet fremlægges i Socialdemokratiets gruppeværelse samme dag, som regeringens finanslovsforslag debatteres.
- Det kan være, Nicolai Wammen har haft en tanke med det, så snu er jeg ikke, siger Kim Christiansen.
Partierne er også enige om en nordlig linjeføring på Vestfyn, som går uden om byen Skallebølle, selv om det er over 400 mio. kr. dyrere. Linjeføringen går imod Vejdirektoratets anbefaling fra kort før jul, men skåner skolen og syv-otte huse.
I Togfondens fase 1 indgår derudover blandt andet timedrift med tog mellem København, Odense, Aarhus og Aalborg. Med de nye midler har fase 1 i alt godt 15 mia. kr.
Finansminister Kristian Jensen (V) slår fast, at regeringen er imod togfonden.
- Det er en aftale, der er blevet indgået for nogen tid siden. Men det ændrer ikke på, at vi er modstandere af, at man skal investere mange milliarder på, at folk kan spare ganske få minutter. Vi mener i stedet, man skal investere nogle flere penge i at rette nogle spor ud og tage de små lette løsninger i forhold til at få en hurtigere kollektiv transport i Danmark, siger Kristian Jensen til TV2.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.