
FREDERIKSHAVN: Energiselskabet Total overvejer flere prøveboringer efter skifergas i Danmark, selvom selskabets gasjagt i Dybvad i Nordjylland viste sig at være en skuffelse. Det siger projektkoordinatoren i det franske energiselskab Total, Henrik Nicolaisen.
- Vi har truffet en beslutning sammen med Nordsøfonden om at lukke boringen i Dybvad og genetablere området til den oprindelig stand. Nu skal vi ind i nogle overvejelser om, hvad vi vil gøre fremadrettet. Der er to muligheder. Enten fortsætter man med en ny prøveboring et andet sted, eller også stopper man, siger Henrik Nicolaisen.
Total skal nu analysere resultaterne af den første boring i Nordjylland for at finde frem til, om det kan betale sig at kaste sig ud i et nyt forsøg på at ramme en guldåre af skifergas i den danske undergrund. Henrik Nicolaisen kan ikke på nuværende tidspunkt sige noget om sandsynligheden for, at der bliver en ny boring.
To faktorer: penge og tid
- Det eneste, man kan sige, er, at vi allerede har brugt et betydeligt pengebeløb op til 300 mio. kr. på at lave den her prøveboring inklusiv forundersøgelser. Det er klart, at vi på et tidspunkt må trække en streg i sandet og sige, at nu er det nok. Det kommer helt an på analysen af de resultater, vi har fået fra den første prøveboring, siger Henrik Nicolaisen.
Det indgår også i selskabets overvejelser, om en eventuel ny prøveboring vil kunne gennemføres inden for en 'rimelig tidsramme', siger Henrik Nicolaisen.
- Projektet er trukket meget i langdrag på grund af administrative processer. Oprindeligt havde vi forestillet os, at det var noget, vi kunne planlægge og lave i løbet af et års tid. Nu har det taget tre år, siger han.
Aktivister klar til at fortsætte
Beslutningen om selskabet vil foretage flere prøveboringer i Danmark ventes truffet inden udgangen af i år. Total har et licensområde, der dækker knap 3000 kvadratkilometer i de fem nordjyske kommuner Aalborg, Jammerbugt, Hjørring, Brønderslev og Frederikshavn. Licensen udløber 5. juni 2016.
Total fik tilladelse til at prøvebore og udvinde skifergas i både Nordjylland og Nordsjælland tilbage i 2010. Selskabet droppede gasjagten i Nordsjælland i maj.
I Nordjylland blev prøveboringen mødt med betydelige protester, efter den blev indledt i Dybvad 4. maj. Desuden blev boringen sat på hold i flere uger, fordi det franske selskab brugte kemikalier, som ikke var godkendt af Energistyrelsen. De protesterende aktivister betragter selskabets beslutning om at opgive Dybvad-boringen som en sejr, og de er ikke færdige med at kæmpe, siger de:
- Vi fortsætter, og vi er nødt til at fortsætte, indtil ministeren siger, at der ikke skal frackes i Danmark. Hvis Total fortsætter andre steder, følger vi med, siger aktivist Anne Marie Kristensen til DR Nordjylland.
Ritzau / mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.