
Færre passagerer efter coronakrisen kombineret med høje brændstofpriser har været en farlig cocktail, som har ført til økonomiske hovedpiner hos landets trafikselskaber.
Konsekvensen af udviklingen er, at der vil komme nedskæringer i den kollektive trafik, da langt fra alle ejere – i form af regioner og kommuner – har kunnet finde penge til at dække trafikselskabernes underskud. Trafikselskaberne forudser, at også 2023 vil blive en udfordring.
Derfor vil Danske Regioner, KL og trafikselskaberne bede den nye SVM-regering om at give trafikselskaberne en ekstraordinær mulighed for at hæve billetpriserne med yderligere 10 pct. i maj 2023.
- Vi er nødt til at være realistiske på det her. Hvis vi ønsker, at antallet af busser i videst mulige omfang understøttes, så er det nødvendigt, siger Steen Vindum (V), formand for Trafikselskaberne i Danmark og trafikselskabet Midttrafik, til MobilityWatch.
Takstjustering tidligere
Konkret vil man bede om at rykke takstjusteringen for 2024 frem, så den i stedet tråder i kraft i maj 2023. Der vil således være tale om den anden takststigning på ét år, hvor der i forvejen er lagt op til stigninger på 4,9 pct. – den største stigning, siden ordningen trådte i kraft i 2008.
Udsigten til yderligere prisstigninger i den kollektive trafik i 2023 er dog ikke noget, der huer Passagerpulsen under Forbrugerrådet Tænk, som arbejder for at skabe de bedste rammer for brugerne af bus, tog og metro.
- Bestræbelserne på at få passagererne tilbage efter corona vil lide et yderligere knæk med prisstigningerne, siger Lars Wiinblad.
Anders G. Christensen (V), som er formand for udvalget for regional udvikling og EU i Danske Regioner, mener dog, at nedskæringer i driften vil gøre endnu større skade end prisstigninger.
Allerede i morgen torsdag, når ministrene i den nye regering bliver præsenteret, vil Danske Regioner og Trafikselskaberne i Danmark tage fat i den nye transportminister for at få sat gang i den lovændring, som kræves, for at priserne kan hæves i den kollektive trafik igen i 2023. Danske Regioner vil dog ikke udelukke på nuværende tidspunkt, at priserne også kan stige i 2024.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.