Regeringens udspil torsdag om fremtidens infrastruktur handler ikke kun om motorveje, jernbaneanlæg og elbiler. Et led i planen er også en analyse af, hvordan trafikken hænger sammen med øgede muligheder for hjemmearbejde.
Det seneste års corona-nedlukninger har betydet, at mange har siddet hjemme og passet deres arbejde, og de gode erfaringer har fået mange arbejdspladser til at bebude, at der også vil blive givet adgang til mere hjemmearbejde efter corona for dem, der ønsker det.
På trafiksiden vil hjemmearbejde ikke kun spare den enkelte for transporttid, det kan også have positive effekter på trængslen.
"Samtidig kan mindre trængsel og færre dage på kontoret gøre det mere attraktivt at bosætte sig længere fra arbejdspladsen og kan på den måde være med til at understøtte bosætningen uden for de større byer," skriver regeringen i planen.
Derfor vil regeringen sætte gang i en analyse, hvor man vil gennemgå forskellige systemer og rammer for at se, om det er muligt at fjerne barrierer for hjemmearbejde.
Det kan fx være gennem mere fleksible pendlerprodukter, så man kan få rabat uden at pendle fem dage om ugen, eller som tilskynder til at rejse uden for myldretiden.