

Transportminister Thomas Danielsen (V) vil lukke GoCollectives togdrift i Danmark. Det skriver TV Midtvest og TV 2 Fyn.
- GoCollectives togdrift er under al kritik. Min tillid til, at GoCollective kan få rettet op på driften, er væk. Derfor begynder jeg nu forhandlinger med GoCollective om nedlukning af deres kontrakt, siger han til TV Midtvest.
Ifølge TV 2 Fyn betjener togoperatøren godt 25 procent af det danske jernbanenet og har cirka ti millioner passagerer om året.
Men Danielsen siger, at GoCollective kører med en punktlighed, som strider mod den kontrakt, de har.
- Derfor ønsker jeg på fredsommelig vis at lave en overdragelse af GoCollectives kontrakt til DSB, siger Thomas Danielsen.
Der er endnu ingen dato på, hvornår dette vil finde sted, men ministeren håber, at det sker hurtigst muligt.
GoCollective har også kontrakter på busdrift flere steder i landet og havnebusser i København, men ingen af disse aftaler berøres ifølge Transportministeriet.
En dyr affære
Thomas Danielsen forventer, at det vil blive en dyr affære og komme til at koste "mange hundrede millioner", siger han til TV Midtvest.
Ifølge TV 2 Fyn har GoCollective længe haft udfordringer på togdriften, hvor mange afgange har været ramt af forsinkelser og aflysninger.
GoCollective, som indtil 2023 hed Arriva, er Danmarks næststørste togoperatør efter DSB. Den opererer på togstrækninger i Jylland og på Fyn.
Det drejer sig om flere midt-, syd- og vestjyske strækninger samt strækningen mellem Odense og Svendborg. En enkelt togstrækning går til den tyske by Niebüll syd for grænsen.
Operatøren har over 2000 ansatte og har været en del af kollektiv transport i Danmark siden 1997, fremgår det af GoCollectives hjemmeside. Jakob Bro, der er fællestillidsmand for lokomotivførerne i GoCollective, siger til TV Midtvest, at nyheden kom som et chok.
- Vi er godt klar over, at vi ikke leverer det, vi skal lige nu. Men vi leverer en kæmpestor indsats, og vores problemer, der først og fremmest handler om vores materiel, er ved at blive bedre, siger Jakob Bro.
Virksomheden har opereret tog i Danmark siden 2003. GoCollective er ejet af den tyske kapitalfond Mutares, der i 2023 overtog ejerskabet fra det tyske Deutsche Bahn.
DSB oplyser til Ritzau, at selskabet på nuværende tidspunkt ikke kan kommentere beslutningen om at lukke GoCollectives togdrift i Danmark og lade den overgå til DSB. DSB henviser til Transportministeriet.
Ritzau forsøger at få en kommentar fra GoCollective.
Fakta om CoCollective
GoCollective, som indtil 2023 hed Arriva, har kørt tog i Danmark siden 2003. I 2018 tilføjede selskabet to nye strækninger.
Togdriften dækker cirka 25 procent af det danske jernbanenet, betjener omkring ti millioner passagerer årligt og omfatter i alt godt 665 kilometer.
GoCollectives otte nuværende strækninger:
* Fra Esbjerg til Niebüll (Tyskland).
* Fra Herning til Esbjerg via Skjern.
* Fra Struer til Vejle.
* Fra Aarhus til Struer via Herning.
* Fra Aarhus til Struer via Langå.
* Fra Thisted til Struer.
* Fra Esbjerg til Nørre Nebel.
* Fra Odense til Svendborg.
Kilde: GoCollective.
/ritzau/
Red: Faktaboks tilføjet kl. 15.46
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.