
VORDINGBORG: Med støtte fra Den Danske Naturfond, i samarbejde med private lodsejere og med Vordingborg Kommune som partner skal de sidste bestande af grønbroget tudse, strandtudse og markfirben på Vestmøn, Bogø og Farø nu sikres.
Den Danske Naturfond har netop givet tilsagn om at støtte projektet 'Biodiversitetssøer i Biosfære Møn' med 1.275.000 kr., lyder det fra kommunen. Projektets hovedformål er at sikre de sidste bestande af de tre arter ved at genoprette og ny-etablere ca. 40 nye vandhuller på øerne.
Udnævnelsen af Møn og de omkringliggende øer som Danmarks første UNESCO biosfæreområde skaber øget opmærksomhed, både nationalt og internationalt. I Biosfære-området er der bl.a. fokus på at sikre biodiversiteten.
Formand for Udvalget for Klima og Miljø Else-Marie Langballe Sørensen (SF) glæder sig over, at Biosfære-projektet er et ud af kun 15 projekter, som fonden har valgt at støtte.
- Vi er stolte over, at Den Danske Naturfond har valgt at støtte Vordingborg Kommune og Biosfære Møn, og det viser, at selvom vi har en fantastisk natur, er der også en lang række arter som har behov for nye og bedre levesteder, siger hun.
20 lodsejere
- Projektet får en stor betydning for de truede padde-arter på Vestmøn, Farø og Bogø, som vi har et særligt ansvar for at passe på, siger naturmedarbejder i Vordingborg kommune Carsten Horup.
- Udover padderne gavner projektet en lang række andre arter tilknyttet rene vandhuller bl.a. vandinsekter, guldsmede, ande- og vadefugle. Det er derfor vi kalder søerne 'Biodiversitetssøer'.
Projektet sker i samarbejde med ca. 20 private lodsejere, der lægger jord til de nye søer.
Vordingborg kommune vil stå for produktion af en folder om projektet, udarbejde info-tavler, danne erfa-grupper med deltagende lodsejere og afholde naturvejlederture om projektet. Kommunen håber dermed at endnu flere lodsejere vil få lyst til at gøre en indsats for de truede arter i biosfære-området.
Firmaet Amphi Consult er projektansvarlig, og Vordingborg Kommune er partner i projektet.
I alt har Den Danske Naturfond uddelt mere end 10 mio. kr. til 15 projekter fordelt over hele Danmark. De 15 projekter er udvalgt blandt 72 ansøgere.
- I årene 2018-2020 vil der blive nyetableret ca. 25 nye ynglesøer til padder og genoprettet ca. 15 eksisterende søer.
- Derudover vil der blive etableret ca. 10 ynglepladser for markfirben.
- Udover informationsindsats, lodsejerkontakt og myndighedsarbejde vil Vordingborg kommune bidrage med etablering af op til otte nye søer samt styrkelse af lokale bestande ved opdræt og udsætning.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.