RANDERS: Det har skabt polemik i Randers, at barejer Lars Lind Pedersen fra Zwei Grosse Bier Bar i Storegade skal ændre farven på bygningen, ligesom der også skal kigges på udsmykningen i form af en ko samt skiltning.
Hele tiden har forklaringen fra Randers Kommune lydt, at der var kommet en anmeldelse omkring bygningen, og derfor gik man ind i sagen. Men nu viser sagsakter fra kommunen, som TV2 Østjylland har fået indsigt i, at daværende planchef i Randers Kommune Lone Mossin den 7. juni 2023 skrev følgende til en af sine medarbejdere:
'Der er kommet en grøn og en blå bygning i Storegade - og Jesper Kaas (kommunaldirektøren, red.) spørger til dem. Jeg synes at kunne se, den ene er bevaringsværdig? Har du bemærkninger?'
Politikere i erhvervs- og planudvalget blev på det seneste udvalgsmøde præsenteret for sagen med formuleringen: "Forvaltningen har modtaget en anmeldelse, der vedrører omfattende facadeændringer på den bevaringsværdige bygning Storegade 5, Randers by."
Ikke en anmeldelse
I et skriftligt svar til kanalen erkender kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt, at ordet anmeldelse er forkert. For i dette tilfælde er kommunaldirektøren blevet opmærksom på farven på den bevaringsværdige bygning i Storegade gennem medieomtale, og derfor bad han internt om oplysninger om sagen.
"Det er derfor en fejl at bruge ordet anmeldelse – her skulle korrekt have stået 'opmærksom på'. Og det bliver jeg selvfølgelig ærgerlig over", skriver han til TV2 Østjylland.
Han fastholder dog, at forvaltningen ikke er opsøgende og ikke selv går ud i kommunen for at finde mulige overtrædelser.
"Når forvaltningen reagerer, sker dette derfor som oftest via en anmeldelse. Men når forvaltningen bliver opmærksom på noget, som er åbenlyst forkert, så har forvaltningen pligt til at reagere. Og det er det, vi har gjort i denne situation. Vi kan ikke lukke øjnene for det, vi ser", lyder det fra Jesper Kaas Schmidt.
Slutteligt oplyser han, at erhvervs- og planudvalget er blevet oplyst om, at forvaltingen ikke har igangsat en gennemgang af bygningerne i Storegade, men kun reageret på den bygning, man blev opmærksom på.
"Og det er nu op til en vurdering af vores fagfolk, om forvaltningen også skal reagere i forhold til de øvrige ejere i Storegade."
Aktiv eller proaktiv
Det var udvalgsmedlemmet Daniel Madié (K), der bragte sagen op på seneste møde i sidste uge. Her havde han også den opfattelse, at sagen var begyndt efter en anmeldelse fra en borger.
- Jeg har brug for at få det op igen, for er der noget, jeg misforstår? Jeg kommer da i tvivl om, hvad jeg har fået at vide, siger han til kanalen.
Også formanden for udvalget, Claus Berggren (V), har samme holdning og vil til bunds i sagen.
Et andet udvalgsmedlem Peter Møller Kjeldsen (Østbroen) føler sig heller ikke sikker på, hvad der reelt er op og ned i sagen. Det var efter udvalgsmødet hans klare overbevisning, at det var en anmeldelse fra en borger, der fik Randers Kommune til at kigge på sagen.
- Jeg sagde på mødet, om man ikke kunne gå ud proaktivt og kigge på de andre bygninger i Storegade og se på, om de overholder reglerne. Der fik jeg besked på, at det havde man ikke ressourcer til og ville man kun gøre i ekstraordinære tilfælde, siger Peter Møller Kjeldsen til TV2 Østjylland.
- At det så i det her tilfælde faktisk er på kommunens initiativ og ikke gennem en anmeldelse, det er nyt for mig.
For ham er det helt essentielt, at loven skal være lige for alle, og derfor forstår han godt frustrationerne fra Lars Lind Pedersen og Zwei Grosse Bier Bar.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.